Nisser i børnehøjde: En fremstilling af nisser og folketro gennem levende formidling
Der var engang nisser og gårdboer. Nisser har eksisteret længe. Ingen ved helt, hvor længe, hvilket kun øger mystikken ved deres væsen. De er især knyttet til julen i dag, hvor de for børn og voksne spiller en stor rolle i at fremtrylle julens magi og hygge. Mange af vores traditioner og fortællinger om nissen har rødder i fortidens overtro og bøndernes forestillingsverden. Der er mange ligheder mellem nissens udseende og vaner i dag og nissen fra folkeminderne. Det har jeg undersøgt og fremstillet i et produktspeciale om nisser og folketro formidlet til børn.
'Nissen i Tirup fodrer den hvide hoppe' udført i træsnit af A.F. Flinch i 1842 efter tegning af J. Th. Lundbye. Lundbye var en af de første kunstnere til at tegne nissen, hvilket har været med til at skabe senere tiders opfattelse af, hvordan folketroens nisse så ud.
Foto: Dansk Folkemindesamling / Det Kgl. Bibliotek.
Folketroens nisse
Nissen og overtroen er en stor del af bøndernes hverdag og forestillingsverden indtil nissen bliver overtaget af borgerskabet i midten af 1800-tallet. Borgerskabet tilfører nissen borgerlige familiedyder og skaber en kvindelig pendant, dvs. en nissekone. Indtil da har nissen kun været kendt og forestillet som en gammel mand. Nissen bliver også mere og mere et julefænomen og forsvinder langsomt fra det daglige liv på gården i løbet af 1800-tallet. Nissen lever hele året rundt på gårdene, hvor de er kendte for deres lunefulde karakter. Det gælder om at holde nissen glad med grød, så den hjælper til på gården i stedet for at drille, og det forhåbentlig kan gå gården godt. Nissen får skyld for både gode og dårlige tider. Nissen er som væsen med til forstå det uforudsigelige liv i det gamle landbrugssamfund, hvor vejret, ukendte sygdomme og andre omstændigheder spiller en stor rolle for bønderne. En af de største og mest kendte folkemindesamlere er Evald Tang Kristensen. Han har indsamlet mundtlige fortællinger og sagn om folketroens nisse i slutningen af 1800-tallet. Det er det kildemateriale, som danner grundlag for mit produktspeciale.
Levende historieformidling
Levende historieformidling har eksisteret længe og har et helt århundrede på bagen med sin oprindelse i slutningen af 1800-tallet. Det er et fænomen, der er vokset eksplosivt i løbet af de seneste årtier. Der findes mange forskellige former for levendegørende formidling. Levendegørelse er en integreret del af mange kulturhistoriske museers praksis, hvor ansatte, frivillige og besøgende iscenesætter historiske genstande, personer, begivenheder og andre scenarier, der skal gøre fortiden mere levende for publikum. Den har vundet indpas som en folkelig og historiefaglig formidlingsmetode, men er også blevet mødt af kritik på sin vej. Kritikerne kalder det en "tivolisering", hvor fagligheden bliver glemt til fordel for underholdningsværdien. Jeg synes derimod, at levende historieformidling indeholder en god balance mellem faglighed og underholdning. Det ene udelukker ikke automatisk det andet, men kan i stedet påvirke hinanden i en positiv retning. Vi lærer gennem vores oplevelser, som lagrer sig oppe i vores hjerne som minder og erfaringer. Jeg er fuldstændig enig i, at museer ikke kun skal være underholdende og har en forpligtelse til at fremstille og formidle vores kulturarv baseret på faglig viden. Museet er et alternativt læringsrum, hvor publikum på underholdende vis kan blive klogere på fortiden. Alle museer behøver ikke anvende levendegørelse. Det handler om at finde ud af om og hvis ja, i hvilket omfang levendegørelse af fortiden kan bidrage til det historiefaglige formål. Jeg anser levendegørelse som en velegnet metode til at formidle om nisser og folketro til børn.
Specialet tager udgangspunkt i et formidlingsprodukt og belyser derigennem mine teoretiske og praktiske løsninger på min problemstilling. Mit formidlingsprodukt er en levendegørende nisseskole for børnefamilier med børn, der gerne vil have en lærerig og sjov oplevelse på Frilandsmuseet. Målgruppen er børn i alderen 5-8 år, og derfor er primære fokus på børnenes behov. Det er deres nysgerrighed og lyst, der skal drive børnene til at deltage. De tilegner sig viden igennem nissekarakteren og aktiviteten, samtidig med de bliver underholdt af aktivitetens legende element. Det er bl.a. det levende formidling kan, altså at skabe en lærerig og underholdende oplevelse baseret på historiefaglig forskning og formidling.
Levendegørelse af nisser og folketro
Et produktspeciale om levende historieformidling til børn. Jeg har udviklet en nisseskole i min praktik ved Frilandsmuseet tilbage i efteråret 2019. En historisk formidlingsaktivitet, som danner grundlag for mit speciale og undersøgelse over, hvordan forestillinger om nisser og folketro fra 1700-tallet kan formidles til børn i alderen 5-8 år gennem en levendegørende nisseskole. At formidle relativt abstrakte fænomener som overtro og foranderlighed til børn er en særlig formidlingsudfordring. Det kræver mange overvejelser, hvordan det historiefaglige budskab bliver fremstillet bedst gennem produktet. Levendegørelsen af nisser og folketro sker gennem nisseskolen, dvs. de historiske omgivelser, nisseaktørerne og aktiviteterne, som er med til at gøre det mere håndgribeligt for børnene. Mit historiefaglige produkt består af fem nisser med en tilhørende aktivitet.
Skovnissen Aske og et barn skal til at sigte mod nogle af de andre nissers ting. Skovnissen har taget tingene for at drille de andre nisser. Foto: Brittany Overgaard / Frilandsmuseet.
Frilandsmuseets historiske bygninger danner en levende formidlingsscene for min nisseskole. Det er med til at skabe nogle rammer, som beretter om, at vi befinder os i en anden tid og appellerer til flere af børnenes sanser. Nisseskolen har fem nisser: gårdnissen, skibsnissen, sætternissen, grødnissen og skovnissen. Nissekaraktererne bliver spillet af skuespillere. Hver nisse er en konstruktion af de historiske sagn og fortællinger. De formidler forskellige elementer af folketroens nisse. Dvs. konstruktioner af fortiden, som jeg har skabt ud fra Kristensens indsamlede folkeminder og andet litteratur om nisser. Det er derfor et udpluk og min fremstilling af, hvad jeg finder relevant og formidlingsvenligt for børnene fra folkeminderne. Hos hver nisse er en aktivitet, som børnene kan deltage i. Formidlingsaktiviteterne har til formål at skabe et underholdende læringsrum, hvor nisseaktørerne og aktiviteterne levendegør fortællingerne fra og om fortidens samfund i samarbejde med børnene.
Den fysiske aktivitet er altså et afgørende element i samspillet mellem leg og læring. Eksempelvis skal børnene hos skibsnissen kaste en bold igennem koøjer på et skib, som er malet på store træplader med huller (se nedenstående billede). Aktiviteten går ud på, at børnene skal ramme igennem koøjerne, så de vækker skibsbesætningen og får varslet, at der er en storm på vej. Aktiviteten er en iscenesættelse af bøndernes beskrivelser af skibsnissens handlinger, hvor de fortæller, hvordan skibsnissen varsler om storm ved at vække skibets besætning. Nisseaktørens job er at få startet fortællingen og interagere med børnene, så de kan hjælpe nissen med aktivitetsopgaven, såsom at vække en skibsbesætning. Børnene bliver derigennem en del af levendegørelsen og iscenesættelsen af fortællingerne.
Skibsnissen Syv og to børn skal til at vække skibsbesætningen, så de kan overleve stormen. Foto: Brittany Overgaard / Frilandsmuseet.
Børn lærer gennem leg
Min formidlingsaktivitet bygger på teori af Kjeld Fredens og Legetøjskoncernen LEGO. Et holistisk syn, der fremhæver en uadskillelig sammenhæng mellem hjerne, krop og omgivelser. Denne helhedsorienterede tilgang understreger vigtigheden af børns kognitive, fysiske og sociale kompetencer. En tilgang som mit produkt er baseret på, da børnene skal lære ved at udfolde sig fysisk og optage viden i interaktionen med museets omgivelser. Det er en læringsproces, hvor midlet skaber målet. Leg og børns egen kropslige oplevelse har indflydelse på børns læring og danner et godt grundlag for en levendegørende formidlingsaktivitet. Den kropslige og sanselige oplevelse af omgivelserne manifesterer sig som viden i hjernen. Det er væsentligt for mig i produktets udvikling, at børnenes læring sker i samspil med udførelsen af aktiviteten. Det er essentielt i praktisk læring, at børnene får lov til at bruge deres krop, så de kan sanse og opleve sig frem til viden, hvilket allerede er velintegreret elementer i den levende formidlingspraksis. Børnene skaber viden og lærer gennem deres erfaringer, dvs. de lærer om nissen og folketroen i mødet med nissen og udførelsen af aktiviteten.
Nisseskolen giver børnene indblik i, hvordan fortiden har været, og hvordan nisserne før i tiden har haft en betydningsfuld rolle for bønderne. Formålet med nisseskolen er at lære børn;
Hvordan nisser før i tiden har lignet bønderne, og det derfor er svært at skelne mellem en bonde og en nisse på Frilandssmuseet pga. aktørernes lignende historiske dragter. Nissens udseende har derimod ikke ændret sig det store fra dengang til i dag. Den er fortsat inspireret af folketroens nisse med rød hue og træsko.
Hvordan nissens forhold har været med bønderne, hvor de både har hjulpet og drillet hinanden. Nissen er ikke altid kommet godt overens med bonden og gårdens folk. De har været lige gode om det og drillet hinanden. Det har dog også endt i nogle grufulde gerninger, såsom drab af en ko. Beretninger, der også bidrager til fortællingerne om det barske landbosamfund, hvor sygdom og død ikke altid kan forklares og er uvis.
Hvordan nisserne har fået sødgrød eller anden grød, ikke risengrød. Hvordan de har været gode venner med dyrene, særligt hestene. Hvordan de har stjålet fra andre gårde, så det gik deres egen bonde og gård godt.
Hvilke forskelle og ligheder der er mellem folketroens nisse og nissen i dag samt få et indblik i bøndernes hverdag og samfund gennem nissens fortælling.
Gårdnissen Gammelnis og et barn er ved at stjæle kartofler fra nabogården. De er på vej igennem forhindringsbanen. Foto: Brittany Overgaard / Frilandsmuseet.
Børn i alderen 5-8 år tror på nisser, og deres nysgerrighed og lyst til at møde nisserne er en stor drivkraft, som kun bidrager til nisseuniverset. Børnene tager oplevelserne og erfaringerne med sig fra museet, og får med tiden mere og mere ud af dem. Levende historieformidling skaber en sanseoplevelse for børnene, hvor de kan mærke historien på egen krop. Det er en holistisk helhedsoplevelse af 1) nissernes udseende og Frilandsmuseets omgivelser generelt, 2) det sociale i dialogen med nisserne og evt. andre børn og 3) de sanselige og fysiske elementer i aktiviteterne. Jeg har erfaret og evalueret gennem interviews med nogle af børnene og fået et indblik i formidlingsproduktets faglige udbytte. De har fået en masse viden om nisser og folketro med sig hjem fra Frilandsmuseet samtidig med, at de har haft det sjovt. Der er en klar sammenhæng mellem formål og udbytte. Det er en lærerig og underholdende oplevelse for børnene. Nogle vil måske kalde det en ’tivolisering’ af historien. Formidlingsproduktet er et underholdende, men i særdeleshed også et fagligt og lærerigt eksempel på god formidlingspraksis. Levendegørelse er en brugbar formidlingsmetode til at skabe en historiefaglig museumsoplevelse om nisser i børnehøjde.
Forslag til videre læsning:
Feilberg, H. F. 1919: Nissens Historie. Danmarks Folkeminder nr. 18. København: Det Schønbergske Forlag.
Fredens, Kjeld. 2018: Læring med koppen forrest. København: Hans Reitzels forlag. 1. udgave, 2. oplag.
Kristensen, Evald Tang. 1893: ”Nisser”. I: DANSKE SAGN SOM DE HAR LYDT I FOLKEMUNDE, bind II. Aarhus: Jacob Zeuners bogtrykkeri. 41-102.
Kruse, Tove & Warring, Anette. 2015: Fortider Tur/retur: Reenactment og historiebrug. Frederiksberg: Samfundslitteratur.
Piø, Iørn. 1980: Nissen. Gyldendal.
Rentzog, Sten. 2007: Friluftmuseerna: en skandinavisk idé erövrar världen. Carlsson Bokförlag.
________________________________
Om forfatteren
Maja Hedegaard Christensen er cand.mag. i historie med specialiseringen kulturhistorie fra Aarhus Universitet. Hendes primære, faglige interesse er særligt inden for formidling og historiebrug på museer, hvordan fremstiller og erindrer vi fortiden. Hendes speciale omhandler forestillinger og fremstillinger af nisser og folketro fra 1700-tallet og 1800-tallet, og hvordan de kan formidles til børn med et lærerigt udbytte.