“Mølle til salg!” - Skift i dansk mølleri formidlet gennem Den Gamle Bys levende museum
Til forskel fra i dag, hvor den ene vindmøllepark efter den anden skyder op, så var Danmark engang domineret af vandmøller. De stod frem i de lave dale og smøg sig op ad bakkesiderne. De drev små kværne på landet og store fabrikker i og omkring byerne og var generelt et nærmest garanteret syn alle steder, hvor der var rindende vand. Men i løbet af 1800-tallet skød der pludselig store mængder vindmøller op landet over, og i dag er det primært de gamle vindmøller, der fylder i befolkningens kulturelle bevidsthed om fortidens møller. Dette skift i, hvordan møllen bruges, og hvordan man kan formidle de sociale aspekter af dette skift, har jeg i mit speciale undersøgt gennem et samarbejde med Den Gamle By.
En aktør i dragt betragter en af vandmøllerne i Den Gamle By. Foto: Lasse Hauberg Jessen
Det gamle mølleri
Men først lidt om mølleriet i Danmark og dets historie. Siden enevældens indførelse i 1660 havde mølleriet været underlagt et privilegiesystem - dvs. at rettigheden til at bygge og drive mølle blev kontrolleret af kongemagten ved uddeling af privilegier. Dette, kombineret med “mølletvang”, hvor en møller kunne få tildelt eneret på at male mel for alle folk i et bestemt område, resulterede i, at møllere i størstedelen af landet i praksis kunne drive deres møller som et statsbeskyttet lokalt monopol. Dette var meget populært blandt de møllere, der fik privilegierne, men knapt så populært blandt resten af befolkningen.
Privilegieregimet resulterede dog i visse traditioner, der rent faktisk var populære hos almuen. En af disse var, at mølleren også havde rolle som værtshusholder. Når nu kunder ikke havde noget valg om, hvor de skulle have deres korn malet, var det forventet, at mølleren i det mindste bød på mad og snaps, imens de ventede. Dette var specielt vigtigt, hvis det tog lang tid at få ordnet opgaven, f.eks. når der var vindstille ved vindmøllen, eller mange malegæster havde tømt mølledammen. Og var man gået forgæves til mølle, så vankede der trøstesnaps. Snapsen viste sig typisk som kaffepunch, og, før kaffen var almen kendt, som “ølhævle” - øl tilsat rigelige mængder brændevin. Møllens rolle som samlingssted og skænkestue var så anseelig, at møllere i den første folketælling lå i kategori med kroejere og værtshusholdere, og gammel lov sagde endda, at man ikke kunne drages til ansvar for skældsord udvekslet i en mølle!
Når mølleren skulle betales for sin gerning, skete det ved, at han “toldede” af det korn, der skulle males til mel, nøjagtig 1/18, med en speciel toldkop produceret i København og stemplet med det kongelige segl. Mølleren ejede altså ikke hverken kornet eller melet, men ydede en tjeneste for bonden ved at “forædle” bondens ejendom.
Vandmøllens store skred
Igennem 1800-tallet sås en gradvis liberalisering af dette system. I 1852 vedtog regeringen (med en overgangsperiode på 10 år for de gamle møllere) at frisætte møller-ernæringen ved lov. Dette mødte voldsom modstand fra de møllere, der havde nydt godt af det forrige system, og der blev dannet flere foreninger for både møllere og møllersvende, der på det kraftigste forsøgte at få næringsfriheden omstødt. Det havde dog ikke den store effekt på hverken politikere eller befolkningen, og i 1862 blev mølleriet endegyldigt frisat.
Dette havde flere umiddelbare resultater: der opstod et stort byggeboom, hvor der blev bygget mere end 1.000 nye møller imellem næringsfriheden og århundredskiftet, og de var stort set udelukkende af typen hollændere - et helmuret “tårn”, med en drejelig hat i toppen hvorpå vingerne var fastsat. De var dog ofte af lidt ringere størrelse end tidligere møller af samme type, og ofte bygget af billigere materialer, hvilket vidner om en ret begrænset startkapital hos mange af de nyudklækkede møllere. Mange af de nye møller var da også meget små foretagender sammenlignet med de tidligere møller - mængden af selvstændige møllere steg drastisk i perioden, hvorimod mængden af medhjælpere (svende, drenge og andre ansatte) ikke steg nær så hurtigt. Samtidig ansatte dampmøllerne, de store dampdrevne industrimøller i byerne, en større og større andel af den totale mængde medhjælpere i erhvervet. Der skete altså en omfordeling inden for mølleriet: På landet og i småbyerne opstod en masse småmøller, der drev kundemølleri med toldkoppen som i gamle dage, imens der i de store havnebyer samlede sig kolossale melproducerende fabriksvirksomheder, der opkøbte kornet for at producere mel og sælge til udlandet.
Fuglevad Mølle, 1888. En hollænder bygget i 1832 i Kongens Lyngby, og derfor et eksempel på de store hollændere, der primært udgjorde vindmøllebestanden før 1852.
Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv.
Denne “omfordeling” havde den konsekvens, at mølleriet nu stod med to vidt forskellige lejre: Småmølleriet, som krævede fleksibilitet og billig konstruktion af deres møller, og fabriksmølleriet, som krævede en pålidelig og stærk kraftkilde, der kunne producere store mængder mel på kort tid. Her passede vandmøllerne ikke særlig godt ind: De var dyre at bygge, optog mere plads end vindmøllerne pga. deres opdæmning af vandet og var samtidig underlagt vejrets luner, da vandet kunne tørre ud i varme tider. Derudover gav de langt færre hestekræfter for pengene end dampmøllerne. Vandmøllen passede derfor ikke længere til nogen af mølleriets to lejre, og deres antal begyndte hurtigt at svinde ind.
Da det europæiske kornmarked krakkede i 1873, som følge af den økonomiske krise der begyndte samme år samt en længere periode med stærkt faldende priser på amerikansk korn, havde det store konsekvenser for denne situation. Dampmøllerne, der nu ikke kunne afsætte deres mel udenlands, vendte blikket mod det indenlandske marked og begyndte dermed at konkurrere med småmøllerne. Det var en konkurrence, som de mange små møller med svag kapital havde svært ved at overleve, og på mindre end 10 år måtte 225 (næsten en tiendedel) af landets kornmøller dreje nøglen om.
Den hårde konkurrence, der fulgte af disse omstændigheder, skabte ændringer i møllens plads i lokalsamfundet - nu flød møllesnapsen og ølhævlen ikke længere hos mølleren, og en bonde begræd det således: “Nu kan man jo næppe være bekendt selv at køre til mølle, og desuden træffer man jo nu der hverken de gamle møllegæster eller det samme humør hos mølleren mere.” Dette pres, og kollapset af møllen som socialt samlingssted, var det sidste søm i kisten for vandmøllen som drivkraft i Danmark, og den var stort set forsvundet ved århundredeskiftet.
Den Gamle Bys levende museum
De forandringer, der førte til at vandmølle forsvandt, var viklet godt og grundigt ind i skiftende sociale opfattelser af, hvilken rolle møllen (og mølleren) skulle spille i samfundet, og det er derfor oplagt at formidle det på en måde, hvor der lægges vægt på det menneskelige og det sociale. Derfor udarbejdede jeg hos Den Gamle By en række roller og materialer til brug i det levende museum.
Den Gamle By har siden sommeren 2001 været befolket af skuespillere, der foregiver at være personer fra de forskellige tidsperioder, som museet er inddelt i. Disse aktører, der er udklædt i dragter baseret på fotos, tekstiler og tekst fra den relevante periode, har til formål at formidle historie til gæsterne gennem en førstepersons brug af “samtale, improvisation og indlevelse i den enkelte gæst og dennes familie, venner, ledsagere m.v.”, ifølge museets eget materiale. De bevæger sig rundt i ét af tre årstal (1864, 1927 eller 1974) og interagerer med gæsterne, som de møder dem. Derudover findes der to typer aktørroller - den stationsbundne aktør, der opholder sig et enkelt sted og udfører en bestemt opgave, og mobilaktøren, der bevæger sig frit rundt i årstallets område og opsøger kontakt med gæsterne. På denne måde skabes der en fornemmelse af en mere levende og nærværende fortid, der viser både de praktiske foranstaltninger, der var nødvendige for at opretholde liv og levned, og de sociale konflikter, der kunne udspille sig i det liv.
Levende museum som formidlingsprincip har som sin grundtese den antagelse, at aktiveringen af gæsternes sociale sanser gør, at de langt bedre husker og lærer af deres besøg, end hvis informationen var blevet fremlagt på mere traditionelle måder. Sagt med andre ord: efter at have læst en tekst om sociale forhold på købmandsgården, og set et skænderi mellem kokkepigen og gårdskarlen blive afsluttet af købmanden, er det ikke sikkert, at gæsterne husker ordene på tavlerne, eller hvad der helt nøjagtigt blev sagt mellem aktørerne - men de husker, at kokkepigen var hævet over gårdskarlen, og at købmanden havde langt finere tøj og en dominerende magt over dem begge.
To aktører på gaden i Den Gamle By. Foto: Lasse Hauberg Jessen
Salget af en valkemølle
En af de vigtigste ting for mig var, at gæsterne i løbet af deres besøg i Den Gamle By kunne få mulighed for at opleve de sociale konflikter, der lå til grund for skiftet væk fra vandmøllen, og mit specialeprodukt indeholdt derfor et spil til mobilaktørerne - et slags oplæg til en konflikt, som tre mobilaktører kunne improvisere over i løbet af dagen. Denne konflikt udspillede sig omkring enken til en afdød møller, Rasmine Frandsen, der ønsker at sælge sin mands gamle vandmølle med to kværne og et stort (og dyrt) valkeværk til produktion af stof.
Der er to potentielle købere i byen: den unge Jens Nielsen, der for et par år siden fik bygget en hollandsk vindmølle uden for byen, men står i stor gæld og derfor håber at kunne udvide produktionen ved at købe vandmøllen billigt - og Henrich August Severin Weiss, ejer af en stor dampmølle, der ønsker at opkøbe møllens to kværne for at bruge dem på sin fabrik. Fælles for de to købere er, at ingen af dem egentlig har intention om at give en fuld pris for vandmøllen, eller at drive den videre som før - for Jens Nielsen er den blot et supplement til hans vindmølle, og han er ikke interesseret i stofproduktionen, og efter H. A. S. Weiss’ mening skal den blot stå til forfald, efter han har taget kværnene.
Enkefru Frandsen taler salg af vandmøllen med gæster og Jens Nielsen.
Foto: Lasse Hauberg Jessen.
De tre går således omkring i byen og opsøger gæster under påskud af at byde dem med til auktionen, der finder sted kl. 12 på byens torv. Det giver gæsterne mulighed for at stille spørgsmål, diskutere med aktørerne eller endda komme med forslag til, hvordan situationen kan løses. Hver karakter får mulighed for at forklare sine standpunkter og sin situation og kan samle gæster som “backup” til konfrontationen kl. 12. Når denne løber af stablen kan både andre aktører og gæster deltage i diskussionen, og spillet afsluttes, når enken beslutter sig for én at sælge til - eller slet ikke at sælge. Med denne proces får gæsterne mulighed for at sætte sig ind i situationen og de følelser og overbevisninger, som de enkelte karakterer har i klemme, og de har derfor noget på spil, når auktionen begynder.
Hvordan nøjagtigt denne historie slutter, er helt op til de tre aktører, hver gang de fremfører den. Men det ser nu noget sort ud for enkefru Frandsen, hvis man ser på, hvordan vandmøllernes skæbne skulle forme sig i sidste halvdel af 1800-tallet. Men hendes situation tjener dog som en fantastisk måde at dramatisere og formidle vandmøllens afviklingstid, og lidt generel møllehistorie, hvis gæsterne er særligt interesserede.
Forslag til videre læsning
Andersen, Lise 2011: Træk af dansk møllebyggeris historie. Silkeborg Bogtryk.
Fischer, Christian 2004: Tidlige danske vandmøller. Jysk Arkæologisk Selskab.
Hofmeister, Erik (red.) 2004: De ferske vandes kulturhistorie i Danmark. Silkeborg Bogtryk.
Pyndiah, Boom 2006: Først til mølle. Greens Forlag.
Om forfatteren
Lasse Hauberg Jessen er historiker og levende formidler med cand.mag. i historie og engelsk fra Aarhus Universitet. Med sin specialeafhandling om mølleriets overgangsperiode i 1800-tallet udspillet gennem levende museum er han specialiseret i museumsformidling og dansk møllehistorie. Han er bosiddende i København og arbejder i øjeblikket med formidling til mellemtrinnets skoleklasser på Frilandsmuseet.