Lad fortidens hæder blive overgået af fremtidens hæder
En undersøgelse af fascisternes identitetskonstruktion i et casestudie af
Mostra Augustea della Romanità fra 1937-1938
Marchen mod Rom d. 27. oktober 1922 signalerede fascismens magtovertagelse, og med den kom udfordringen med at gøre Italien fascistisk. En af måderne til at gøre det var vha. museumsudstillinger, som var en del af en større strategi, hvori museet var tiltænkt at være bindeleddet mellem individet og det fascistiske narrativ. Fascismens udstillinger var et udtryk for regimets egen selvopfattelse, der var centreret omkring begrebet romanità. Langt hen ad vejen var historiens korrekthed ikke det vigtigste i udstillingerne, men i museets rammer blev fortiden konstrueret og præsenteret for at danne et narrativ, som passede ind i den fascistiske kontekst. Narrativet, der tog sit udgangspunkt i den antikke romerske fortid, skulle være i stand til at resonere med den besøgende for at kunne skabe den tiltænkte effekt. Udstillingens store referenceramme muliggjorde den tiltænkte effekt, da den fremviste en historie og kulturarv, som langt de fleste kunne resonere med.
Begrebet romanitá
Gennem historien har man refereret til Italien som en halvø og ikke som en nation, hvilket først opstod i slutningen af 1800-tallet. Den italienske halvø har gennem størstedelen af historien været inddelt i en række forskellige stater af varierende størrelse, og derfor har et samlet Italien aldrig været en given ting. Efter nationen Italien var blevet dannet, var dens indbyggere ikke endnu italienere, hvilket forfatteren og politikeren Massimo Azeglio gav udtryk for: ”Nu har vi skabt Italien; så mangler vi bare at skabe italienerne”.
I den fascistiske periode var romanitàs primære betydning en sammenhængende række af moralske, æstetiske og politiske værdier, der har sit ophav i antikken og som manifesterede sig gennem den materielle, tekstmæssige og intellektuelle arv fra det antikke Rom. Indadtil var det en kilde til de helt centrale fascistiske værdier i form af autoritet, disciplin og hierarki. Udadtil repræsenterede det et billede på kulturel homogenitet og politisk sammenhold, som kunne bringe den italienske befolknings forskellige identiteter sammen. For andre var det til gengæld en grund til hån, da romanità for mange mennesker var et udtryk for en maskering af en manglende ideologisk sammenhængende og rationel politik.
Fascistiske udstillinger
De fascistiske udstillinger var en del af afvisningen af de forudgående kulturelle normer, hvori det blev forsøgt at omdanne det liberale Italiens kulturelle institutioner og sætte et fascistisk præg derpå. Fascismen var påvirket af futurismens fjendskab mod museumsinstitutionen og søgte dermed at danne et aktiv, provisorisk og innovativt udstillingsformat og en ny form for visuel kommunikation. Som en del af en større fascistisk strategi blev politik æstetiseret, ritualiseret og helliggjort gennem arkitektur, udstillinger og byen Rom. Museet udfyldte en rolle, der vha. af sin spatiale (rumlig) konstruktion skulle være leddet mellem den besøgende og det budskab, som det fascistiske regime ville videregive. Udstillingen var dermed en rituel handling i den offentlige sfære med intentionen om at skabe en ny identitet, hvori det offentlige og private individ blev fusioneret i den fascistiske stat.
Facaden slår tonen an
Sammenhængen mellem arkitektur og magt viste sig markant på udstillingens facade, da en bygning og den omkringliggende by spiller sammen som formidlere af et budskab. Der blev konstrueret en midlertidig facade til Mostra Augustea della Romanità, som dækkede den eksisterende facade, hvilket muliggjorde en direkte kommunikation med de besøgende og forbipasserende. Facaden med sin høje centrale del og tredelte triumfbue var dikteret af den eksisterende facade. På de to flankerende sider var der gentagende gange skrevet REX (konge) og DUX (leder = Mussolini) på hver sin side. I det originale udkast til facaden stod der DUX på begge sider, hvoraf det antyder, at der blev foretaget en ændring på baggrund af erobringen af Etiopien i maj 1936 og den efterfølgende udnævnelse af kongen som kejser, hvilket skulle vise den genopståede imperiale værdighed.
Den midlertidige facade til Mostra Augustea della Romanità, som var designet af Alfredo Scalpelli, blev opført i fascisternes byggestil (Stile Littorio) der er en blanding af antik og modernisme. Foto: Mostra Augustea della Romanità: Catalogo: bimillenario della nascita di Augusto, 23 settembre 1937-XV – 23 settembre 1938-XVI, Roma: Casa Editrice C. Colombo 1937, Tavola I.
Palazzo delle Esposizionis neoklassicistiske facade. Foto: Wikipedia. Blackcat, CC BY-SA 3.0 <https://creativecommons.org/licenses/by-sa/3.0>, via Wikimedia Commons.
Herunder var der tekstuddrag fra seks antikke romerske forfattere, hvilket er interessant, da inskriptioner på offentlige facader var en konkretisering af en magtudøvelse, da arkitekturen udtrykker sit formål gennem sin form. De seks inskriptioner har den effekt, at de projekterer romanitás idealer ud både i det offentlige rum, men er også en indikator for hvad udstillingen indeholder.
Facaden slog tonen an for resten af udstillingen, hvilket cementeres af en inskription af Mussolini i vestibulen: ”Italienere, lad fortidens hæder blive overgået af fremtidens hæder”. Fascismen betragtede fortiden som en kilde til inspiration, et udgangspunkt og et mål som skulle overgås.
Fra oprindelsen til Augustus og Jesus
Udstillingens spatiale indretning fordrede en erfaring af rummene og genstandene vha. af en fastlagt rute, der dannede en passiv erfaring. De besøgende fulgte ruten gennem en kronologisk rekonstruktion af Roms historie og udvikling; fra den legendariske grundlæggelse til ’imperiets genfødsel i det fascistiske Italien’.
Plantegning af Palazzo delle Esposizioni med udstillingens fastlagte rute og tematiske inddelinger. Foto: Marcello, Flavia 2011:”Mussolini and the Idealisation of Empire: the Augustan Exhibition of Romanità”. Modern Italy, bd. 16, nr. 3, s. 232.
Den tidlige republik blev fejret for dens borgerlige dyder og fornuft, mens senrepublikken blev fremstillet som en periode domineret af moralsk forfald. De Puniske Krige og de senere borgerkrige tjente som en sociopolitisk kontekst for Cæsars magtovertagelse, hvor personer som Marius og Sulla var symptomer på republikkens svaghed, og dermed var der et behov for en stærk og autoritativ leder. Heri bliver fascismen fremstillet som en historisk uundgåelighed, hvori udstillingens fortælling dikterer, at uden borgerkrigene vil de fornødne omstændigheder ikke have været der for Augustus, hvilket betyder, at der ikke ville have været et imperium eller fascismen uden Augustus.
Augustus blev fremstillet som en transformativ leder, der bragte en ende på borgerkrigen og social deroute, genoplivede antikke dyder og religiøse skikke og stod for en periode af stabilitet og velstand. Udstillingen sidestillede Augustus og Mussolini, hvormed de tre statuer af Augustus i det samme rum er af særlig betydning. Genius Togatus var den centrale statue i rummet, og grunden dertil ligger i dens navn. I romersk religion var genius en usynlig kraft, der fulgte en mand gennem hele livet og var en persons iboende karakter. Karaktertrækkene var indbegrebet af maskulinitet med vægt på potens, forrang og ansvar i familien samt offentlig magtudøvelse, hvilket afspejler de karaktertræk som Mussolini tilstræbte for det italienske samfund. Prima Porta statuen viser en ung, stolt militær mand med en veltrænet krop, hvilket resonerer med fascisternes fokus på militæret og den virile fremtoning. Via Labicana statuen viser Augustus som pontifex maximus, hvilket er titlen på overhovedet for et af de vigtigste præsteembeder og den katolske kirke har brugt det som en ærestitel til paverne siden d. 15. århundrede, og i samme side af rummet stod et oplyst kors med tekstuddrag fra Lukasevangeliet. Det tiltænkte ved at tildele kristendommen plads i udstillingens centrale rum var, at både Augustus og Jesus i eftertiden blev tilskrevet fredsfyrster, og dermed henviser udstillingen indirekte til en tredje fredsfyrste i form af Mussolini.
For enden af rummet, som var dedikeret til kristendommen, stod der et stort oplyst kors, hvilket genkalder korset i Augustus’ rum. Udstillingens arrangører havde en mulighed for at forene det hedenske Rom med kristendommens opkomst og triumf. Dette komplementerende narrativ af det romerske imperie og kristendommen appellerede stærkt til de mange katolske besøgende.
Fascismen
I udstillingens afsluttende rum var begreberne fornyelse og genopbygning af afgørende betydning, hvilket fremhævede fællestrækkene mellem Augustus og den moderne version i form af Mussolini. Dette rum var placeret direkte overfor det første rum i udstillingen, og således kunne den besøgende kigge direkte tilbage på Roms oprindelse. Dermed viser denne indretning udstillingens fortælling om romanità som en kontinuitet gennem historien, hvortil fascismen var den seneste inkarnation.
Rummet dedikeret til fascismen havde en sejrsstatue flankeret af to buster af kongen og Mussolini, der afspejler facadens sejrsstatue over indgangspartiet og inskriptionerne REX og DUX. Statuens uforholdsmæssige høje piedestal var prydet med en inskription af Mussolinis tale fra maj 1936, der erklærede ”the reappearance of the empire upon the fateful hills of Rome”. Foto: Mostra Augustea della Romanità: Catalogo: bimillenario della nascita di Augusto, 23 settembre 1937-XV – 23 settembre 1938-XVI, Roma: Casa Editrice C. Colombo 1937, Tavola LXXIV.
Fascismen stræbte efter at rense og forny, hvad den anså for et splittet og korrupt nationalt fællesskab, og bestræbte sig på at omdanne befolkningen, sociale relationer og de fysiske omgivelser i dens eget billede. I den henseende er Augustus’ betydning for det fascistiske styre tydelig, da både Augustus og Mussolini kom frem på baggrund af uroligheder i samfundet, for at reformere og restaurere henfaldende politiske strukturer, samt at de begge stod for radikale forandringer, men samtidig trækker inspiration fra traditionen.
Udstillingens modtagelse
På grund af det fascistiske regimes undertrykkende klima besværliggøres et komplet og retvisende svar på den folkelige reaktion på udstillingen. Men det fremgår at en betragtelig del af de besøgende ikke var der på eget initiativ, men derimod på baggrund af en tilknytning til fascismen gennem statsapparatet eller via uddannelse. Det giver ikke et svar på den brede befolknings holdning til udstillingen, men det er med til at illustrere, at udstillingen muligvis har været mere succesfuld som en udstillingsmontre, som et officielt mødested for fascisternes aktiviteter end en attraktion, der kunne vække befolkningens gejst. Dermed skal udstillingen ikke kun ses som et totalitært instrument for en ideologisk indoktrinering, men også som en effektiv måde at anskue regimets afbildning af sig selv i både en national og international kontekst.
En anden måde at vurdere udstillingens modtagelse på er gennem anmeldelser og artikler i den italienske presse, men den var forventeligt meget begejstreret for udstillingen. Den italienske presses entusiastiske beskrivelser af udstillingen skal man være varsom med at acceptere ukritisk, da det fascistiske regime havde et stærkt greb om pressen. Dermed er det svært at konkludere noget brugbart ud fra de italienske medier, men inddrager man de internationale anmeldelser, kan man begynde at drage en konklusion. De internationale anmeldelser var lige så positive som de italienske og den udbredte positive modtagelse indikerer, at udstillingen var mere end propaganda og blev taget seriøs. Der hersker dog ingen tvivl om, at udstillingen var præget af propaganda, hvilket også bliver påpeget af de internationale anmeldelser, men hvis man er i stand til at se bort fra propaganda, kommer man frem til de positive internationale anmeldelser.
Fra revolution til konsolidering
Ved at sammenligne udstillingen med den tidligere udstilling i samme bygning (Mostra della Rivoluzione Fascista) kan man se et skift i regimets fremstilling af sig selv. I den tidligere udstilling fremstiller fascismen sig selv som et revolutionært brud med enhver kulturel og politisk tradition, hvorimod i Mostra Augustea della Romanità finder fascismen sin eksistensberettigelse i traditionen. Fascismen bestræbte sig på at opbygge og konsolidere en stat fremfor at fastholde sig som en revolutionær bevægelse.
Mostra Augustea della Romanità var dedikeret til Augustus og periodens fred og velstand, men Augustus kom til magten på baggrund af Cæsar, der muliggjorde omstændighederne for Augustus’ magtovertagelse. Man kan derfor sammenligne skiftet fra Mostra della Rivoluzione Fascista til Mostra Augustea della Romanità med overgangen fra Cæsar til Augustus.
Udstillingens fortælling og budskab er med til at legitimere fascismens magttag, idet den har afskaffet det ineffektive og svage styre for at bringe hæder og velstand tilbage til Italien.
Denne korte opsummering af mit speciale betyder, at der er en masse spændende detaljer som ikke bliver nævnt her.
Forslag til videre læsning
Arthurs, Joshua 2012. Excavating Modernity: the Roman past in fascist Italy. Cornell University Press.
Fogu, Claudio 2003. The Historic Imaginary: Politics of History in Fascist Italy. University of Toronto Press.
Ghirardo, Diane 1992: “Architects, Exhibitions, and the Politics of Culture in Fascist Italy”. Journal of Architectural Education, bd. 45, nr. 2, s. 67-75.
Marcello, Flavia 2011: “Mussolini and the idealisation of Empire: the Augustan Exhibition of Romanità”. Modern Italy, bd. 16, nr. 3, s. 223-247.
Mostra Augustea della Romanità: Catalogo: bimillenario della nascita di Augusto, 23 settembre 1937-XV – 23 settembre 1938-XVI, Roma, Casa Editrice C. Colombo 1937.
Om forfatteren
Frederik Hygum Larsen er cand.mag. i historie og religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i 2019. Hans faglige interesser centrerer sig om historiebrug og memory studies med henblik på identitetskonstruktion. Han har en forkærlighed for det antikke Rom, men den faglige interesse spænder bredt.