Kannibaler og nøgne mennesker
I slutningen af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet var europæernes kolonisering af Afrika i gang. Denne imperialistiske og globaliserede tidsalder var især frugtbar i forhold til udviklingen af racistiske videnskabelige doktriner, og det blev vigtigere end nogensinde før, at almindelige danskere fik kendskab til fremmede folkeslag og kulturer. Denne artikel har til formål at illustrere, hvad videnskabsmænd og folkeskolelærere formidlede om nøgne og kannibalske folkeslag i perioden 1890-1910.
Dette er en oversigt over forskellige menneskeracer, ifølge geografen E. Løffler. Det er de såkaldte negere, eskimoer og austral negere, der er genstandsfelt for denne artikel. Jeg vil i denne artikel benævne disse folkeslag som centralafrikanerne, inuitterne og aboriginerne.
Foto: Løffler, E. (1885) Omrids af Geographien: nærmest udarbejdet til Brug ved Forelæsninger, Kbh.: Lehmann & Stages Forlag.
Kannibalisme i videnskabelige studier
I den videnskabelige verden var kannibalisme et omdiskuteret tema blandt etnografer og geografer. Ifølge geografen Løffler var kannibalisme et udtryk for et særligt lavt kulturstandpunkt. Etnografen H. Ipsen og etnografen Kristian Bahnson samt Løffler mente, at aboriginerne var kannibaler. Men forfatterne havde forskellige forestillinger om, hvornår og hvorfor aboriginerne tyede til kannibalisme. Ifølge Løffler spiste forældre deres slægtninge, hvis de døde, og de benyttede deres kranier som drikkeskåle. Desuden skrev Løffler, at aboriginerne ofte følte sig tvunget til at spise deres egne børn. Hvis søskendeflokken var blevet større, end forældrene kunne forsørge, så blev nogle af børnene nemlig spist. Men ifølge Bahnson spiste aboriginerne ofte ikke mennesker fra deres egen stamme eller familie. Kun i de tilfælde, hvor manglen på animalsk føde var stor, kunne de risikere at spise medlemmer af deres egen stamme. Bahnson og Løffler havde således forskellige forestillinger om, hvorvidt aboriginerne spiste deres familiemedlemmer og stammefrænder. Til gengæld mente både Løffler og Bahnson, at aboriginerne spiste krigsfanger, der tilhørte andre stammer. Desuden havde begge forfattere den overbevisning, at aboriginerne betragtede menneskekød som en stor delikatesse.
Ipsen havde hørt, at menneskeæderiet hos aboriginerne måske havde en religiøs karakter. Dette mente Ipsen dog var forkert. Aboriginernes kannibalisme skyldtes blot en grådighed efter kød. Bahnson havde en anden opfattelse. Kannibalisme hos aboriginerne havde et overtroisk eller religiøst moment, skrev Bahnson. Shamanerne hos aboriginerne mente nemlig, at menneskespisning var nødvendigt for dem, da de havde brug for menneskekød til at bevare deres overnaturlige kræfter. Desuden havde aboriginerne den overtro, at hvis de spiste en mands kød, så kom de i besiddelse af hans bedste egenskaber, mente Bahnson.
Løffler mente, at kannibalisme var meget udbredt i det hedenske Afrika. Det hedenske Afrika var de områder af Afrika, som ikke var kristne eller muslimske. Bahnson skrev, at kannibalismen i Vestafrika og i Sudan var meget mindre prægende end i Afrika omkring ækvator. Det skyldtes, at Vestafrika og Sudan i højere grad var muslimsk. I det hedenske Congo spiste folkene deres dræbte fjender og fangere, men også mennesker, som døde en pludselig død uden slægtninge, blev spist, påstod Bahnson. Bahnson virkede derfor til at dele opfattelse med Løffler, da Bahnson også opfattede de såkaldte hedenske centralafrikanere som særlig kannibalske.
Med hensyn til inuitterne i Grønland, så mente Bahnson, at folkene i Østgrønland havde sommetider tyet til kannibalisme, fordi hungersnød havde presset dem ud i at spise menneskelig.
Nøgenhed i videnskabelige studier
I den videnskabelige verden var nøgenhed også et tema, der blev diskuteret blandt geografer og etnografer. Ifølge Ipsen og Bahnson gik aboriginerne næsten nøgne rundt. Bahnson skrev, at mændene gik kun med et lille bælte om hofterne, og kvinderne gik aldeles nøgne. Selvom naturforholdene nogle gange gjorde det nødvendigt at beskytte sig med klæder, havde aboriginerne ikke fundet på at dække sin krop med klæder for at beskytte sig imod vejret. Kvinderne følte heller ingen skam over deres nøgenhed, påstod Bahnson. Bahnson insinuerer her, at nøgenhed er naturligt forbundet med skam. Derfor måtte nøgenhed være opfattet som en særligt nedværdigende egenskab ifølge samtidens videnskabsfolk.
I forhold til inuitterne i Grønland, så mente Bahnson, at disse mennesker kun iførte sig klæder, når de var udenfor. Indenfor gik de næsten helt nøgne. Mændene havde blot korte benklæder på, og kvinderne var endnu mere nøgne. Bahnson supplerede med, at denne nøgenhed havde forarget europæerne, og europæerne havde overbevist inuitterne om at beklæde sig mere.
I Afrika var de hedenske centralafrikanere meget nøgne. De kristne og muslimske centralafrikanere havde til gengæld fået tøj på, mente Løffler og Bahnson.
Kannibalisme i skoleundervisningen
I folkeskolebøger, der var skrevet af uddannede folkeskolelærere, kunne man også finde beskrivelser af fremmede folkeslags kannibalske skikke. I adskillige skolebøger var aboriginerne beskrevet som kannibaler. Ifølge Eline Jahn, som var bestyrerinde og eksaminator ved N. Zahles lærerseminarium, spiste aboriginerne kødet af deres krigsfanger og afdøde slægtninge, og de brugte hjerneskaller som drikkekar.
Skolelærerne Carl Lyngbye og Elsenius Jespersen mente, at centralafrikanerne i Afrika var kannibaler. Der er således stort set konsensus imellem samtidens folkeskolelærere og videnskabsfolk med hensyn til hvilke folkeslag, der var kannibaler. Kun med hensyn til beskrivelserne af inuitterne var der uoverensstemmelse, da Bahnson nævnte, at inuitter havde spist lig fra mennesker, og dette blev ikke fremført i skolebøgerne. Men det kan forklares ved, at Bahnson ikke påstod, at kannibalisme var en del af inuitternes kultur. Bahnson nævnte blot, at enkelte inuitter havde været tvunget ud i kannibalisme på grund af hungersnød.
Nøgenhed i skoleundervisningen
I skolebøgerne af Johannes Holst og Elsenius Jespersen stod der, at aboriginerne var nøgne i det varme klima. I skolebogen af Jahn blev der nævnt, at kun når det var koldt, dækkede aboriginerne sig med et kænguruskind.
Med hensyn til centralafrikanerne, så mente Jahn, at de hedenske centralafrikanere gik helt uden klæder. Ifølge Jespersen bestod centralafrikanernes klæder kun af en lap tøj omkring lænderne. Jespersen skrev også, at menneskerne i Sudan var blevet muslimer og derfor ikke længere var nøgne. På den måde havde islam skabt stor fremgang i Afrika. Det er med andre ord tydeligt, at Jespersen beskrev nøgenhed som ensbetydende med tilbageståenhed.
Angående inuitterne i Grønland, så hævdede Jespersen, at lamperne i inuitternes hjem brændte hele dagen, hvilket gjorde det så varmt, at inuitterne ofte gik nøgne rundt, når de befandt sig indendørs.
Der var således også konsensus blandt skolebøger og videnskabelige værker med hensyn til hvilke folkeslag, der var beskrevet som nøgne. Man kan antage, at skolebøgerne og de videnskabelige værker udgjorde en gennemslagskraftig duo i den danske befolkning. De videnskabelige studier legitimerede nedværdigende opfattelser af fremmede folkeslag. Disse opfattelser blev derefter delt til en stor offentlighed via skolebøger, så størstedelen af danskerne blev oplyst om videnskabsfolkenes nedsættende beskrivelser af fremmede folkeslag.
Samtidens didaktik
Hvis man studerer samtidens didaktiske teorier, kan man udlede flere overvejelser om, hvorfor datidens skolelærere fandt det oplagt at undervise om fremmede folkeslags nøgenhed og kannibalske skikke. Ifølge Jahn burde geografiundervisningen berige børnenes tankeliv ved at udvikle deres iagttagelsesevne. Filosoffen Herbert Spencer havde en definition på iagttagelsesevnen. Jævnfør citat af Spencer:
”Ved nærmere Betragtning ville vi ogsaa finde, at udtømmende Iagttagelse er et Element i alt stort Held. Den er ikke blot nyttig for Kunstnere, Naturforskere og Videnskabsmænd, ikke blot behøver Lægen den, for at hans bestemmelse af Sygdommen kan blive rigtig […] Af raaddent Raastof kan der ikke tilvirkes Visdom af god Bonitet.”
I citatet kan det ses, at Spencer opfattede iagttagelsesevnen som en stor vigtighed, da den bragte lykke i mange erhverv. Ifølge Spencer var iagttagelse evnen til at analysere indtryk. F.eks. brugte lægen sin iagttagelsesevne til at fastslå en sygdom. Spencer kaldte udenadslære for råddent råstof, hvilket fremhæver, at didaktikere på denne tid ønskede et opgør med udenadslæren.
Ifølge Spencer ville en forbedret iagttagelsesevne også styrke elevernes evne til selvudvikling. Det ville sige, at via iagttagelsesevnen kunne børn udvikle deres personlighed og åndsliv på egen hånd. Spencer mente, at selvudvikling var vigtig, da kundskaber, som elever lærte på egen hånd, ville forplante sig dybere i forstanden end kundskaber, der var påført børnene.
Den pædagogiske filosof Oscar Hansen delte denne opfattelse. Ifølge Hansen skulle geografifaget ikke blot levere en udenadslære ved at præsentere videnskabens resultater. Geografifaget skulle også fremme børnenes selvudvikling. Iagttagelsesevnen var evnen til at analysere på kausalitet, det vil sige evnen til at analysere sammenhænge imellem to hændelser eller fænomener. Via en god iagttagelsesevne kunne elever opnå selvudvikling, skrev Hansen.
Jahn havde udgivet en bog, der var henvendt til folkeskolelærere. Bogen hed Vejledning for Begyndere i Geografiundervisning. Her gav Jahn et eksempel på, hvordan skolelærere kunne styrke elevernes iagttagelsesevne. Jahn havde skrevet en historie om et besøg i en afrikansk stat i Sudan. Denne historie kunne skolelæreren oplæse for sin klasse, så eleverne forestillede sig at befinde sig i den afrikanske stat. Fortællingen ledte elevernes opmærksomhed i retning af afrikansk kannibalisme og nøgenhed. Eleverne skulle nemlig forestille sig at vandre i den sudanesiske landsby, hvor de ville se nøgne børn og næsten nøgne voksne. Desuden skulle eleverne forestille sig et kogekar med mennesketænder og knogler i, hvilket var rester fra et kannibalsk måltid. Til det ville læreren spørge eleverne: ”Tror I saa Negrene er Kristne?” Svaret fra eleverne ville være: ”Nej, de fleste er Hedninge”.
En skitse af en ”neger” fra Holsts skolebog. Notér den overdreven lille hjernekasse, der skulle bistå en argumentation om centralafrikanernes manglende udvikling. Foto: Side 17 i Holst, Johannes (1907) Geografi med billeder, 14. udg., Kbh.: H. Hagerup.
Denne historiefortælling er interessant, fordi den viser, hvordan elever i praksis kunne være undervist om fremmede folkeslag. Desuden viste fortællingen, at afrikansk nøgenhed og kannibalisme var opfattet som kontraster til kristen kultur. Man kan argumentere for, at denne fortælling trænede elevernes iagttagelsesevne. Eleverne trænede evnen til at analysere kausalitet, da de lærte at ræsonnere sig frem til, at nøgenhed og kannibalisme var ensbetydende med hedensk kultur. På den måde kom de nye didaktiske ideer til udtryk i praksis, da skolelæreren udviklede elevernes iagttagelsesevne frem for at give børnene en udenadslære.
Ud fra historiker Rikke Andreassens forskning kan man se, at kannibalisme og nøgenhed havde underholdningsværdi i samtiden, hvilket også kan være en årsag til, at disse emner blev nævnt i datidens skolebøger. Ifølge Spencer var underholdende undervisning nemlig vigtigt. Jævnfør citat af Spencer:
”Men det mest betegnende af alle Forandringer er det voxende Ønske om snarere at gjøre Erhvervelsen af Kundskab fornøjelig end smertelig […] Den mening vinder Indgang, at naar Lyst til Oplysning i en eller anden Retning opstaar, er det et Tegn paa, at den sig udfoldende Bevidsthed er bleven i Stand til at tilegne sig den og behøver den for at kunne trives ret.”
I citatet kan man se, at Spencer mente, at oplysning indvirkede bedre på eleverne, når de fandt undervisningen fornøjelig. Da nøgenhed og kannibalisme havde underholdningsværdi, var det oplagt at fremhæve disse skikke i geografiskolebøgerne. På den måde blev undervisningen mere fornøjelig, hvilket berigede elevernes læring. Nøgenhed og kannibalisme var således emner i skolebøger, fordi disse emner var underholdende og kunne bidrage til at træne elevernes iagttagelsesevne.
Forslag til videre læsning
Bahnson, Kristian (1900) Etnografien fremstillet i dens Hovedtræk, 1.-2. bind, Kbh.: Det Nordiske Forlag
Jahn, Eline (1907) De fremmede verdensdeles geografi: fortalt for pigeskolens yngre klasser, Kbh.: Lehmann & Stages Forlag
Jespersen, Elsenius (1909) Geografi for Børneskolen, Kbh: Jacob Erslevs Forlag
Løffler, E. (1893) Omrids af Geographien: nærmest udarbejdet til Brug ved Forelæsninger, 2. bind, Kbh.: Lehmann & Stages Forlag
Lørring, Leif Geografi - mellem natur og kultur i Nielsen, Vagn (1995) Skolefag i 100 år, Kbh.: Danmarks Pædagogiske Bibliotek
Palmberg, Mai (1987) Afrika i skolböckerna: gamla fördomar och nya, Stockholm: SIDA
Spencer, Herbert (1895) Om opdragelse, 2. oplag, Kbh.: Høst
Om forfatteren
Jacob Nellemann Schultz blev cand.mag. i historie og samfundsfag fra Aarhus Universitet i 2021. Hans faglige interesser er nyere politisk historie og børnehistorie. Hans speciale analyserede beskrivelser af inuitter, centralafrikanere, aboriginere og indfødte amerikanere i danske videnskabelige værker og skolebøger fra 1890-1910.