Landets Børn og Lige ved Indfødte: om vores første indfødsretslov
Fredag den 14. juni 1776 blev stadskirurgen i Aarhus, Johann Caspar Weise, naturaliseret - eller tildelt indfødsret, som ordet 'naturalisation' betyder. Selvom Weise var født og opvokset i Thüringen, havde han ved sin naturalisations ikrafttræden opholdt sig i den danske helstat omkring 18 år, og i sin opholdstid havde han oparbejdet en vellykket karriere inden for den kirurgiske verden, som i sidste ende havde resulteret i ansættelsen som stadskirurg i Aarhus.
Johan Caspar Weises livsforløb er et karakteristisk eksempel på én slags indbyggertype, der i slutningen af 1700-tallet opholdt sig i den multikulturelle, multinationale og multisproglige danske helstat. Som indvandrer var han blot én blandt mange hundrede udlændinge, der undertiden havde anskaffet sig en stilling i det statslige embedsværk. Et embedsværk, som den enevældige konge Christian 7. og det såkaldte Guldbergstyre havde stået i spidsen for siden 1772. Med sig bragte indvandrerne ikke kun arbejdskraft, men også forskellige kulturer, sprog, traditioner og levemåder. De fleste indvandrere var bosat i byerne eller købstæderne, hvor handel og håndværk blomstrede. Og særligt i det københavnske bybillede kunne indbyggerne støde ind i svenske eller engelske naboer, handle med skotske eller schweiziske købmænd eller høre fransk, italiensk eller nederlandsk blive talt i byens kroge.
Efter afsættelsen af J. F. Struensee i januar 1772 overtog det såkaldte Guldbergstyre - med Ove Høegh-Guldberg i spidsen - den reelle politiske magt. Som doktrinær konservativ var Høegh-Guldberg varm fortaler for det enevældige styre og hoffets magt, hvorfor stabilitet og kontrol blev vigtige nøgleord for styrets politik frem til paladsrevolutionen i april 1784.
Foto: Det Kongelige Biblioteks Portrætsamling.
I helstaten var det dog særligt den tyske indvandring fra syd, der siden højmiddelalderen havde influeret de kulturelle, sociale, økonomiske og politiske miljøer. Tysktalende adelsslægter dominerede kongens hof, og i centraladministrationen arbejdede mange tyske indvandrere som lærde i sprog, jura, statsvidenskab, litteratur og meget andet. Statens hvervede hær var stærkt influeret af tysksprogede soldater, og i byerne drev tyske storhandelsmænd og håndværkere erhverv.
Ligesom Johan Caspar Weise havde de mange tyske indvandrere sammen med de resterende udenlandske indbyggere en betydelig indflydelse på sammensætningen af det omfattende statslige embedsværk. I løbet af 1700-tallet blev det et essentielt forhold, hvortil den enevældige konge og hans politiske styre måtte forholde sig. Naturalisationen af Weise var blot én blandt mange på junifredagen i 1776. Men som dem alle var den et eksplicit resultat af én af de mest omdiskuterede og virkningsfulde politiske tiltag, der et halvt år forinden var blevet indført under Christian 7. Med pomp og pragt var den kongelige forordning, Indføds-Retten, blevet publiceret på kongens fødselsdag den 29. januar 1776. I et europæisk perspektiv var forordningen usædvanlig. I et fremadskuende perspektiv blev den afgørende for definitionen af statens borgere.
Hvad Indføds-Rettens paragraffer fortæller os
Forordningens formål var nemlig at sikre, at ”Adgang til Embeder i Hans Majestæts Riger og Lande forbeholdes alene de Indfødte Undersaatter, og dem, som derved lige agtes.” Selvom begrebet ’statsborger’ ikke eksisterede i samtidens juridiske sprogbrug, beskæftigede Indføds-Retten sig med et statsborgerbegreb, der indbefattede to grupper: ’Landets Børn’ og ’Lige ved Indfødte’. De to grupperinger pegede hen mod samme slutresultat. Indbyggere, der kunne kategoriseres som ’Landets Børn’ eller ’Lige ved Indfødte’, opnåede en retlig status til at besidde embedsstillinger i kongens riger og lande. Dermed fik de også et privilegium foran de indbyggere, der ikke var omfattet af Indføds-Retten. Dog var de to grupperinger kendetegnet ved meget forskellige definitioner. Tydeligst kom dette til udtryk i en skelnen mellem ’indfødt’ som en faktisk egenskab hos ’Landets Børn’, mens 'Lige ved Indfødte' ikke blev set som indfødte i ordets egentlige forstand.
I sin fysiske form var Indføds-Retten lidt af et pragtstykke, hvis bestemmelser var nedskrevet med dekorative gotiske bogstaver på gullige pergamenter og forsynet med et prægtigt segl. Kopier af forordningen blev hurtigt nedskrevet på både dansk og tysk. Her er den gengivet i Christian 7.s Forordninger og Aabne Breve for Aar 1776. Foto: Emma Barnhøj Jeppesen.
Betegnelsen ’Landets Børn’ omfattede de indbyggere, der blev betragtet som indfødte undersåtter og derved tog del i den samtidige forestilling om et særligt bånd mellem kongen som landsfader og de indfødte undersåtter som hans børn. I definitionen af ’Landets Børn’ præsenterede forordningen en kombination af de to juridiske principper: territorialprincippet og afstamningsprincippet. Enkelt forklaret har de to principper forskellige definitioner for indfødsret. Hvor et individ under territorialprincippet opnår indfødsret i det land, hvor vedkommende er født, opnår et individ under afstamningsprincippet indfødsret i det land, hvor vedkommendes forældre har indfødsret. Ser man nærmere på forordningens bestemmelser og kombinationen af de to principper, vil det derfor fremgå, at ’Landets Børn’ i lidt slørede formuleringer udgjordes af tre grupperinger:
For det første opnåede personer født i udlandet af indfødte forældre på rejse eller i kongens tjeneste automatisk indfødsret. For disse spillede territorialprincippet ingen rolle, men i stedet blev indfødsretten opnået gennem forældrenes indfødsretslige relation til staten – altså gennem afstamningsprincippet.
For det andet opnåede undersåtter født i kongens riger og lande af indfødte forældre også automatisk indfødsret. For disse var kombinationen af territorialprincippet og afstamningsprincippet altså afgørende.
For det tredje blev undersåtter født i kongens riger og lande af udenlandske forældre også anset som indfødte, men kun hvis de forblev inden for statens grænser. For disse var territorialprincippet og et supplerende opholdskrav altså afgørende.
Både territorialprincippet og afstamningsprincippet var således vigtige i definitionen af ’Landets Børn’. Ingen af de to juridiske principper spillede dog en rolle for definitionen af forordningens anden statsborgerbetegnelse. Opnåelsen af den privilegerede status som ’Lige ved Indfødte’ var af opsøgende karakter og foregik gennem princippet om naturalisation. Formuleringerne i Indføds-Retten var præget af magthavernes vedvarende og gennemtrængende bevidsthed om, at de nye indfødsretslige bestemmelser ikke måtte skræmme attråværdige og ressourcestærke udenlandske indbyggere væk fra helstaten. Naturalisationsprincippet blev således kongemagtens mulighed for at indlemme ønskværdige fremmede i embedsværket.
Betingelsesgrundlaget for ’Lige ved Indfødte’ var klart afgrænset. Visse forudbestemte egenskaber var vigtige for opnåelse af naturalisation, og disse centrerede sig enten om ansøgerens ansættelsesretlige forhold eller vedkommendes økonomiske baggrund. Hvis en ansøger allerede besad et statsligt embede eller kunne bidrage med nødvendig specialiseret arbejdskraft til brug i de militære, gejstlige, civile eller hofrelaterede statsadministrationer eller besad et velfunderet økonomisk grundlag f.eks. som formuende plantageejer kunne vedkommende således betragtes som 'Lige ved Indfødte.'
”…at agtes lige ved de udi Hans Majestæts Riger og Lande Indfødde.”
Ét var imidlertid lov, ét andet praksis. Som naturligt resultat af forordningens skelnen mellem de to statsborgerbetegnelser voksede interessen for naturalisation. I årene efter Indføds-Rettens indførelse modtog Danske Kancelli hundredvis af naturalisationsansøgninger fra udenlandske indbyggere, der ønskede at få tildelt indfødsret. På baggrund af Indføds-Rettens bestemmelser måtte Danske Kancelli afgøre ansøgernes forespørgsler. Mens nogle fik afslag, fik størstedelen imidlertid bevilliget et naturalisationspatent. Undertiden blev de bevilligede naturalisationer nedskrevet i fyldestgørende naturalisationspatentsprotokoller, og en udforskning af disse kan i dag give et værdifuldt indblik i, hvem de naturaliserede ansøgere var.
I store protokoller blev de naturaliserede ansøgere noteret kronologisk med oplysninger om deres fulde navne, embeder og erhverv, naturalisationsdatoer og særlige bemærkning. I dag kan vi derfor dykke ned i protokollernes oplysninger på Rigsarkivet og lære de mange individer bedre at kende. Foto: Emma Barnhøj Jeppesen.
I perioden fra januar 1776 til april 1784 blev knapt 1.300 naturalisationspatenter udstedt fra Danske Kancelli. Chancen for at blive naturaliseret var derfor udmærket. Særligt inden for Indføds-Rettens to første leveår var mulighederne gode, hvorefter udstedelsen af naturalisationspatenter ebbede ud til et lavt årligt niveau. Eftersom forordningens sigte var et de facto mandsdomineret embedsværk, var hovedparten af de naturaliserede ansøgere også mænd. De få kvinder, der blev naturaliseret, var hovedsageligt indskrevet som klosterfrøkener i de adelige klostre eller ansat i hofadministrative stillinger.
Kendetegnende for langt de fleste naturaliserede ansøgere var, at de allerede besad stillinger i det statslige embedsværk, hvorfor deres naturalisation blev et middel til at opretholde deres erhvervspositioner. Ser man på deres embedsstillinger og erhvervsstrukturer tegner naturalisationspatentsprotokollerne imidlertid et billede af en stor spredning i ansøgernes beskæftigelse inden for embedsværkets fire hovedadministrationer:
En meget dominerende gruppe var de mange naturaliserede ansøgere, der var rekrutteret til forskellige militære enheder og derigennem tog del i militærets store betydning og indflydelse på samfundet. Hovedparten af disse tilhørte officerstanden eller underofficerstanden, hvor de bestred varierende positioner i den danske og norske hærs infanteri-, kavaleri- og artilleriregimenter.
En anden dominerende gruppe var embedsmænd i civiladministrationen, der tog del i en fortsat bestyrkelse af embedsstandens tilstedeværelse i helstatens amter, købstæder og landområder. Der var her overvejende tale om centraladministrative eller lokaladministrative stillinger af opsynsmæssig karakter. Både retsplejeområdet, udenlandske affærer, postvæsenet, sundhedsvæsenet, kunst- og kultursektoren og videnskabs- og skolevæsenet var således repræsenteret.
I tilknytning til civiladministrationen var også en betragtelig gruppe med stillinger inden for den kirkelige administration. Omtalt som den gejstlige stand i Indføds-Retten repræsenterede disse overvejende forkyndende stillinger med religiøs tjeneste i helstatens købstæder og opland.
Ved hoffet optrådte en mindre andel af de naturaliserede ansøgere. Der var her overvejende tale om specialiseret arbejdskraft, der enten blev brugt understøttende i hoffets kulturliv eller i administrative stillinger med tilknytning til den daglige drift af hoffets faciliteter.
De naturaliserede ansøgere fordelte sig imidlertid også spredt i administrationernes interne hierarkiske positioner. Mens adelstandsoptagelser og rangtitler af militær, gejstlig, civil og hofadministrativ karakter vidner om en jævnlig repræsentation af højtstående stillinger, var disse langt fra en afgørende forudsætning for naturalisation. Hovedparten af de naturaliserede ansøgere bestred nemlig laverestående embedsstillinger af ofte lokal betydning. Ligeledes var en tilknytning til embedsværket vigtig, men i nogle tilfælde ikke afgørende for naturalisation. En mindre andel af de naturaliserede ansøgere opnåede således status som ’Lige ved Indfødte’ grundet deres materielle eller økonomiske grundlag eller på baggrund af forhold, som slet ikke var benævnt i forordningens naturalisationsparagraffer.
Forslag til videre læsning:
Ersbøll, E. 2008. Dansk indfødsret i international og historisk belysning. København: Jurist- og Økonomforbundet.
Feldbæk, O. 1991. ”Fædreland og Indfødsret. 1700-tallets danske identitet.” I Dansk Identitetshistorie. Fædreland og modersmål 1536-1789. Ole Feldbæk (red.), 111-231. C. A. Reitzels Forlag.
Indføds-Retten, hvorefter Adgang til Embeder i Hans Majestæts Riger og Lande forbeholdes alene de indfødte Undersaatter, og dem, som derved lige agtes, Christiansborg Slot den 15. Januarii 1776. I Kong Christian den Syvendes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve for Aar 1776, bd. III, 1776, 1-2. Majestæts og Universitetets Bogtrykkerie.
Larsen, K. 1948. Indfødsretslovene, Lovtekster og Kommentarer II. Ejnar Munksgaard.
Om forfatteren
Emma Barnhøj Jeppesen er cand.mag. i historie med specialiseringen kulturhistorie fra Aarhus Universitet (2020). Hendes primære faginteresse er immigrationshistorie som kampfelt mellem politiske, sociale og civile aktører. I sit speciale udforskede hun de kontraktteoretiske stats- og borgerforestillinger i Indføds-Retten af 1776 og udarbejdede af en række kvantitative undersøgelser af Danske Kancellis naturalisationspatentsprotokoller fra 1776-1784.