”… ikke en uvidende Gaas, men en Pige af Erfaring og Klogskab” (Folkets Nisse nr. 33, 1851).
En undersøgelse af hvordan samfundets syn på kvinden udtrykkes i satiren,
i perioden 1850 – 1915
Blækspruttens forside fra 1915 af Paul Fischer. Illustrationen viser kvindeoptoget, som fejrede vedtagelsen af kvindernes valg- og stemmeret i 1915. Fischer var en aktiv maler i sin tid. Han tog fotografier af livet i København og malede bl.a. malerier og postkort ud fra dem.
Foto: Det Kgl. Bibliotek Aarhus.
Under de fleste juletræer i 1850 lå den nye bog Clara Raphael. Tolv Breve udgivne af Johan Ludvig Heiberg skrevet af Mathilde Fibiger (1830-1872). Bogen sparkede for alvor ligestillingsdebatten i Danmark i gang. Fibiger fokuserede på den åndelige frigørelse af kvinden, og der skulle gå 36 år inden den politiske ligestilling diskuteres i Folketinget første gang, og hele 65 år før kvinder får stemmeret.
10 år før Mathilde Fibiger satte spørgsmålstegn ved det kvindeundertrykkende samfund, har det ugentlige satireblad sit indtog i Danmark. Vi startede roligt med Corsaren (1840-1853), men genren tiltrak hurtigt et publikum, og snart piblede bladene frem overalt. Satiren kunne dårligt undgå at kommentere på ligestillingsdebatten, og min overskrift stammer derfor selvfølgelig fra et satireblad.
I starten slås det fast, at kvinden godt må forbedre sig og f.eks. gå til offentlige forelæsninger, som er det, min overskrift pointerer. Hun skal bare ikke gøre det for sig selv, men for sin mands skyld, så han kan få en samtalepartner i hjemmet (enhver kvindes drøm, tydeligvis). I takt med at samfundets holdning langsomt ændrede sig, fulgte satiretegningerne med. Der blev, selvfølgelig, stadig gjort grin med kvinder og ligestillingsdebatten. Det er trods alt satire. Men kvinder fik også mere plads i satirebladene og vises i andre sammenhænge end kun ligestillingen. Kvindernes plads rykker sig fra 1850 til 1918 fra hjemmet, til satiretegningerne, til regeringen.
Kvindens åndelige frigørelse, eller mangel derpå (1850-1852)
Ligesom i dag gjorde satiren mest grin med situationer i det offentlige rum. Kvinderne hørte kun til i hjemmet, og derfor havde de ikke rigtig nogen plads i de satiriske tegninger. Endnu. Med Mathilde Fibigers bog, og hele ligestillingsdiskussionen, kom en ny satirisk karakter dog på banen; den emanciperede kvinde.
Selvom satiren også snakkede om de paradoksale forventninger til kvinder, og sagtens kunne rose kønnet, blev den satiriske kvindelige karakter primært brugt på to måder. Enten var hun egentlig en mand, men tegnet som en kvinde for at gøre mere grin med ham, eller også var hun den ligestillede, mandhaftige og decideret grimme kvindesagskæmper (Ill.2).
En illustration af den emanciperede kvinde, bragt i Corsaren nr. 619 fra 1852. Ukendt tegner. Illustrationen viser Clara Raphael (Mathilde Fibiger), som den første kvindelige taler i Danmark. I virkeligheden blev Fibiger fjernet fra scenen af publikum, inden hun kunne begynde.
Foto: Det Kgl. Bibliotek Aarhus.
På tidspunktet var pistoler ikke noget unge, dannede kvinder brugte. Og bukser! Jamen, det var da uhørt! Men det var sådan satirebladene forestillede sig den frigjorte kvinde; som en kampklar rappenskralde med et alt for dominerende kropssprog og iført bukser og pistoler. Bare tanken om, at en kvinde skulle tale i offentligheden, var for meget, og Raphael omtales derfor som en ”taler” i teksten. Citationstegnene er ”fjendtlige”.
I bund og grund var det store problem med frigørelsen, at den diskuterede kvinden udenfor ægteskabet. Man mente, at manden og kvinden havde hver deres natur og havde behov for hinanden for at blive afbalancerede mennesker. Problemet var, at mandens ”natur” placerede ham i det offentlige rum, og kvindens i det private. Med andre ord var kvinden afhængig af mandens økonomi. Fibigers tilhængere mente derfor, at ægteskab alt for ofte var en økonomisk nødvendighed for kvinden, i stedet for et kærligt partnerskab.
Siden satirebladene var skrevet af mænd, til mænd, blev der generelt brugt meget lidt plads på en diskussion af kvindens samfundsrolle. Og den plads, der blev brugt, latterliggjorde den emanciperede kvinde og holdt fast i de veletablerede normer.
Manden under tøflen i hjemmet OG politisk? (1886-1887)
Efter udgivelsen af Mathilde Fibigers bog havde ligestillingsdiskussionen ulmet i samfundet. I 1886 blussede den op igen. Medstifteren af Dansk Kvindesamfund og Venstrepolitiker Fredrik Bajer (1837-1922) fremlagde i Folketinget et lovforslag om kvindelig kommunal valg- og stemmeret til Københavns kommune. Efter mange diskussioner og ændringer vedtages det i Folketinget i 1887, men Landstinget stemmer imod. Og sådan går det de næste 20 år.
På tidspunktet er kvindekampen blevet involveret i klassekampen, og politikerne brugte ligestillingen som indgangsvinkel til diskussioner om klasserne. Folketinget vil gerne give stemmeret til arbejderklassemænd og -kvinder, mens Landstinget ikke som sådan var imod, at højtstående kvinder fik stemmeret, men helst ville undgå de lavere sociale lag. Om man var for eller imod ligestilling, afhang derfor af, om man ville tillade arbejderklassemænd at stemme også.
”Konsekvens” bragt i Folkets Nisse nr. 8 fra 1887. Ukendt kunstner. Lovforslaget om kvindernes stemmeret inkluderede først alle kvinder. Relativt hurtigt blev gifte kvinder valgt fra, da de jo allerede var repræsenteret gennem deres mænd og sønner, og man frygtede, at politiske holdninger kunne ødelægge ægteskabet. Foto: Det Kgl. Bibliotek Aarhus.
Efter diskussionens start i 1850 havde kvinderne faktisk bevæget sig mere ud i det offentlige rum. Der blev oprettet mange kvindeforeninger, Dansk Kvindesamfund som den første i 1871, og kvinderne bevægede sig ud på arbejdsmarkedet. I 1885 fik Danmark endda sin første kvindelige akademiker og læge, da Nielsine Nielsen (1850-1916) blev færdig på Københavns Universitet.
Med flere kvinder i offentligheden kom også flere satiretegninger. Nogle enkelte tegninger kiggede faktisk på kvindens samfundsrolle, men langt størstedelen kommenterede stadig på ligestillingen. Heldigvis fandtes der også blade, bl.a. Ravnen, som var for ligestilling, men generelt var man skeptisk overfor diskussionen. For kvinder vil da kun have stemmeret for at kunne trumfe manden i hjemmet OG i kommunalpolitikken, mente bl.a. Folkets Nisse (Ill.3).
Et kommunalt kvinderegime (1908-1909)
Efter små 22 år med tovtræk blev lovforslaget om kommunal stemmeret endelig vedtaget i 1908. Både mænd og kvinder over 25 kunne nu stemme, hvis de altså havde indfødsret, havde boet i samme kommune i 2 år og betalte skat. Ved kommunalvalget i 1909 blev 127 kvinder stemt ind i 85 ud af landets 1206 kommuner, svarende til 1.3% af pladserne. Så langt så godt.
Illustration af da Frøken Mary Westenholz brød ind i folketingssalen, bragt i Klods-Hans nr. 48 fra 1909. Ukendt tegner. Westenholz brød i 1909 ind i folketingssalen, ringede med formandens klokke og holdt en tale, som den første kvinde. Foto: Det Kgl. Bibliotek Aarhus.
Da kvinder nu kunne deltage i det politiske liv, fik de også endnu mere plads i satiren. Og ikke nok med det kunne de nu også vises mere nuanceret end tidligere. Der var stadig en meget skarp opdeling mellem den unge, politisk uinteresserede skønjomfru, og den aggressive og grimme kvindesagskæmper. Men der kom også eksempler på kvinder i uddannelse og politik, som stadig var unge og nydelige, selvom de vovede at uddanne sig og deltage politisk. Tegningen af Mary Westenholz (1857-1947) er et eksempel på mellemvejen (Ill.4). Hun brød trods alt ind i Folketinget og holdt en tale, men hendes fremstilling er ikke så slem som f.eks. Mathilde Fibigers var i 1852. (Ill.2). Westenholz har ingen pistol i bæltet, og hendes fine skørt og bluse fremhæver endda hendes kvindelighed.
Et større fokus på kvinders nuancer skyldtes formentligt, at satirebladene nu også, så småt, havde et kvindeligt publikum og kvindelige ansatte. Gerda Wegener (1885-1940) tegnede f.eks. for Klods-Hans og Blæksprutten i flere år. Men den traditionelle kvindesagskæmper optrådte stadig relativt ofte. I disse år blev det særligt tydeligt, at kvindens udseende i tegningen bestemte, hvorvidt hun var en kvinde eller en rappenskralde.
Politisk ligestilling (1915-1918)
65 år efter Mathilde Fibiger udgav Clara Raphael-bogen, fik kvinder endelig valg- og stemmeret. Den åndelige frigørelse Fibiger snakkede om, havde resulteret i en politisk ligestilling. Den nye grundlov blev underskrevet af Kong Christian X, og med et pennestrøg kunne alle over 25 stemme. Altså, hvis de havde indfødsret og bopæl i landet. Man kunne også sagtens miste sin stemmeret, bl.a. hvis man blev dømt eller nogensinde fik støtte fra fattigvæsnet. Men d. 5. juni 1915 valgte man at fejre fremskridtet.
Den historiske ændring blev fejret med optog i Københavns gader, og kvindeoptoget med 10.000 deltagere blev ikonisk. Optoget endte på Amalienborg Slotsplads, hvor repræsentanter gav kongen en adresse, eller henvendelse. At kvinderne havde ventet for længe på politiske rettigheder, blev udpenslet i henvendelsen, som på intet tidspunkt havde ordet ”tak” i sig. Kvinderne var blevet politiske, og ved det efterfølgende valg i 1918 blev fire kvinder valgt til Folketinget og fem til Landstinget.
”Et Frieri” af Osvald Jensen, udgivet af Ravnens nr. 15 fra 1918. Jensen var en aktiv satiretegner, som vandt en tegnekonkurrence, og begyndte hos bladet ”Hold mig i Haanden”. Han blev knyttet til mange forskellige blade, men tegnede også bl.a. bøger og postkort.
Foto: Det Kgl. Bibliotek Aarhus.
Tendensen fra 1908-1909 fortsatte. Kvinderne i satiren kunne nu sagtens være politisk interesseret, uden at være rappenskralder. Stereotyperne fra 1850 blev stadig brugt i de forskellige illustrationer, men de er ikke længere fast inventar i de få tegninger, kvinden måtte optræde i. Kvindens indtræden i det offentlige rum har i stedet gjort, at man så flere forskellige sider af kvinden og kunne fremstille hende mere nuanceret.
Det basale faktum, at kvinden var på arbejdsmarkedet, i politikken og det offentlige rum, betød, at hun også optrådte mere i de satiriske tegninger. Og ikke nok med det. Man ser også pludseligt navngivne kvinder, som endda er så velkendte, at de tegnes i karikatur! Den kvindelige politiker Marie Lassen (1864-1921) var så kendt, at hendes brede krop var en standard i satiretegninger af hende. Selvfølgelig var den skubbet til det ekstreme (det er jo satire), men hun tegnes altid med basis i virkeligheden, ikke i stereotyperne.
Stereotyperne blev stadig brugt, meget. Tidligere brugte satiren kvindens stereotype forfængelige, følelsesladede og underdanige natur som argument imod hendes politiske ligestilling. Nu blev disse egenskaber i stedet brugt rent humoristisk. Der var stadig illustrationer, hvor den sure kone jagter manden med en paraply, fordi han tvivler på hendes politiske kompetencer. Men denne type af tegninger var så fåtallige, og oftest så små på siden, at de klart var mere humoristiske end fjendtlige.
Siden 1908-1909 har bladene fået flere kvindelige læsere og tegnere, og nu kan ligestillingen også diskuteres fra et kvindeligt synspunkt. Man begynder faktisk også at se tegninger, hvor de to køn sammenlignes, og kvinden roses. Selvom stereotyperne stadig lever i bedste velgående, har kvinden i satiren bevæget sig fra at være et satirisk værktøj brugt til at ydmyge manden i 1850 til at have mange nuancerede fremstillinger i 1918.
Kvinden i satiren fra 1850 til 1918
Kombinationen af kvindens formodede naturlige plads i hjemmet og satirens fokus på politik gjorde, at kvinden næsten ikke optrådte i satiren fra 1850-1852. Hun var ikke i det offentlige rum, og det var kun her satiren legede. Den blev skabt af mænd, til mænd, og den behøvede derfor ikke tage stilling til kvinden, kvindens samfundsrolle eller kønnenes forhold til hinanden. Heldigvis startede Mathilde Fibiger en diskussion, der i 1915 resulterer i kvindens indtrædelse i politik.
Som årtierne gik, begyndte kvinderne at komme ud af køkkenerne og få flere politiske rettigheder, økonomiske muligheder og mere ligestilling. Deres deltagelse i det offentlige rum betød, at de også bevægede sig ind i satirens verden. Med andre ord fik kvinden mere magt, og da det er i satiregenrens jobbeskrivelse at være kritisk overfor magthaverne, uanset køn, fik kvinden mere plads. Som en ekstra bonus udvidede satiren sit fokus, så den nu også kiggede på hverdagssituationer. Da kvinden havde en fod i begge verdner, ligesom manden, kunne satiren næsten ikke undgå at inddrage hende. Og i takt med at flere og flere kvinder indtog satiren, både i og udenfor illustrationerne, blev repræsentationen mere nuanceret.
På 65 år går kvinden fra at være en sjælden sidekommentar til at være en fremtrædende, nuanceret og almindelig karakter (i satiren).
Forslag til videre læsning
Andersen, Tine & Lise Busk-Jensen (1979), Mathilde Fibiger – Clara Raphael: Kvindekamp og kvindebevidsthed i Danmark 1830-1870. Medusa.
Juhl, Helle (2014), På lige fod: en krønike om kvinder, satire og kampen for valget. Gyldendal A/S.
Nissen, Mogens R. (2012), ”Grundloven af 1915”. I: Karikaturtegninger og Danmarkshistorie 1880-1945, red. Af: Nissen, Mogens Rostgaard, Lars Johnsen & Else Lauridsen. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig & Syddansk Universitet, s.260-268.
Thing, Morten (2017), De danske vittighedsblades historie. Morten Thing & Nemos Bibliotek.
Om forfatteren
Katarina Rasmussen er cand.mag. i kulturhistorie fra Aarhus Universitet, med Museologiske Studier som tilvalgsfag. Hendes faglige interesser dækker det meste, lige fra vikinger i Skotland til kvinden i satiren fra 1850 til 1915. Hun har særligt fokus på den engagerende historieformidling, især på museer.