I Danmark er jeg ikke født, men der har jeg hjemme
Danmark er et af de lande i verden, hvor der er blevet adopteret flest børn fra udviklingslande, siden den internationale adoption begyndte. Den internationale adoption i Danmark startede efter Anden Verdenskrig, med at danske par kørte over grænsen til Vesttyskland for at hente børn med hjem. Der er efterfølgende blevet adopteret over 20.000 børn til Danmark fra lande i Afrika, Asien, Syd- og Mellemamerika og Østeuropa. Adoption skal forstås som en handling, hvor en person eller personer, adoptanten, vælger en person, adoptivbarnet, som sit barn ved at stifte et ikke-biologisk slægtskab mellem parterne.
Adoption i Danmark har været en kendt handling i flere århundreder, hvor den første adoption, som man kender, er fra 1560. I Danmark har adoptionerne hovedsageligt bestået af adoption af danskfødte børn, men i 1930’erne startede et skifte. Herefter var der færre danske børn til fremmedadoption, end der var danske ansøgere, hvilket var en af grundene til, at danskerne begyndte at få en større interesse i at adoptere udenlandskfødte børn.
Starten på den internationale adoption
Efter Anden Verdenskrig var der en stor interesse for at adoptere krigsbørn, hvilket medførte, at adoption af udenlandske børn til Danmark begyndte umiddelbart efter afslutningen på verdenskrigen i 1945. Samtidig med, at der skete en vækst i andelen af internationale adoptioner, blev adoptionsområdet i Danmark i stigende grad et offentligt reguleret område. Det blev bl.a. lovpligtigt at undersøge adoptionsansøgernes forhold, inden der blev bevilliget en adoption.
I begyndelsen af den internationale adoption omfattede adoptionssagerne de såkaldte mulatbørn fra Vesttyskland. ”Mulatbørnene” var resultatet af, at 25.000 amerikanske soldater var udstationeret på militærbaser i Vesttyskland i årene efter krigen. Blandt flere af de tyske kvinder var de amerikanske soldater eftertragtede. Med tiden blev det mere almindeligt at se lokale tyske kvinder sammen med de amerikanske soldater, hvilket også gjaldt de farvede amerikanske soldater. Flere af forholdene mellem de tyske kvinder og de sorte amerikanske soldater resulterede i børn, der var et symbol på en uønsket blanding af race og nationalitet. Derfor opholdt flere af ”mulatbørnene” sig på børneinstitutioner i Vesttyskland. Fra 1950’erne og indtil midten af 1970’erne anslås det, at der ankom mellem 2-3.000 ”mulatbørn” til Danmark fra Tyskland. Et nøjagtigt tal på, hvor mange børn, der blev adopteret til Danmark, vides ikke, da der ikke var ført statistik, og myndighederne havde ikke kontrol over hvor mange danske par, der havde fragtet børn over grænsen.
Frem til midten af 1970’erne var det fortrinsvist fra Vesttyskland, Østrig og Finland, at danskerne adopterede børn fra. Men i takt med, at det øvrige Vesteuropa gennemgik den samme økonomiske og sociale udvikling, som skete i Danmark i 1960’erne og 1970’erne, blev der fra midten af 1970’erne ikke længere adopteret børn fra denne del af verden. Efterfølgende var det primært børn fra mere fjerntliggende lande, som danskerne adopterede børn fra.
Asien som den store afgiver af adoptivbarn
Den udvikling, der skete i de tidligere afgiverlande, medførte sandsynligvis, at landene i højere grad blev i stand til at håndtere udfordringer i forbindelse med forældreløse børn eller børn af fattige forældre. Herefter skete der en betydelig udvikling i den danske adoptionsformidling fra omkring 1970, da man i Danmark åbnede for formidling til udviklingslande i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika.
I USA var man begyndt at adoptere børn fra Sydkorea, efter de amerikanske soldater var udstationeret i landet, og der efterfølgende blev født børn med amerikanske fædre, ligesom tilfældet var i Vesttyskland. Også i Danmark begyndte man at adoptere børn fra Sydkorea, hvor de første børn kom til landet i 1969. Ligesom tilfældet var i Vesttyskland, var befolkningen i Sydkorea ikke positivt indstillet over for børnene, der var resultat af forbindelser mellem lokale kvinder og udstationerede soldater. Sydkorea var en homogen befolkning, hvor et barn af udenlandsk afstamning skilte sig ud. I 1970’erne og 1980’erne var det primært fra Sydkorea, at danskerne adopterede børn fra.
Derudover var der også påbegyndt en adoptionsformidling i Indien og i Sri Lanka. Herudover blev der i 1970’erne og 1980’erne også adopteret børn fra Syd- og Mellemamerika, eksempelvis fra Chile og Ecuador, men især fra Colombia. Den primære årsag til, at man begyndte at adoptere børn fra disse lande, var, formodentligt, at de danske adoptionsformidlende organisationer etablerede kontakt til de pågældende lande, så adoptionsformidlingen af børnene kunne begynde. Derudover var både Indien og Sri Lanka udviklingslande i perioden, og Chile, Ecuador og Colombia modtog alle bistandshjælp, da adoptionsformidlingen startede. Hvilket også havde en betydning for formidlingssamarbejdet, da det er et grundvilkår for international adoption, at mange af adoptivbørnene bliver adopteret fra verdens fattigste lande.
I begyndelsen af 1990’erne begyndte Danmark at samarbejde med flere lande på adoptionsområdet. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 og Østblokkens efterfølgende sammenbrud blev det muligt at samarbejde med Baltikum og Østeuropa. Samtidig begyndte adoptionsformidlingen fra Kina og Vietnam. Fra 1970 til 1999 lå antallet af udenlandskfødte adoptivbørn nogenlunde stabilt, hvor der blev adopteret mellem ca. 400 – 650 adoptivbørn årligt til Danmark.
Diagrammet viser fordelingen af udenlandskfødte adoptivbørn i perioden 1970 – 1999. Her kan det ses, at der blev adopteret flest udenlandskfødte børn i 1980, hvor der blev adopteret i alt 666 børn. Derudover kan det også ses, at antallet af udenlandskfødte adoptivbørn var nogenlunde stabilt i perioden, hvor det lå mellem ca. 400 – 650 adoptivbørn årligt. Dog har der været enkelte udsving, hvor der var flere end 650 adoptivbørn, og i 1970 var antallet af adoptivbørn fra udlandet kun 217. Kilde: Bygger på betænkningen International Adoption 1997 og adoptionsoversigter fra Danadopt og AC Børnehjælp.
Slut med international adoption?
I 1990’erne skete en jævn stigning i antallet af internationale adoptioner globalt, hvor antallet af internationale adoptioner globalt toppede i 2004. Her blev lidt over 45.000 børn bortadopteret. Siden 2004 er antallet af internationale adoptioner dog faldet, og i 2011 blev kun lidt over 23.000 bortadopteret. I Danmark har udviklingen samme karakter, hvor der i 2004 blev adopteret 527 udenlandskfødte børn, blev der kun adopteret 338 børn i 2011.
Efter år 2000 blev adoptionsformidlingen fra Afrika i højere grad udbredt, imens adoptionsformidlingen fra store afgiverlande som Indien, Sydkorea og Kina faldt. Adoptionsverdenen ændrede sig løbende. Udviklingen skete i takt med, at børnevelfærden steg i de lande, som Danmark modtog børn fra, hvor landene i højere grad selv blev i stand til at håndtere de udfordringer, der er ift. børn af fattige forældre eller forældreløse børn. Dette er i overensstemmelse med det såkaldte subsidiaritetsprincip, hvor børn først og fremmest skal hjælpes i det land, hvor de er født i. Ifølge dette princip anses international adoption af barnet som sidste udvej.
Grafen viser udviklingen af de største afgiverlande i perioden 2000 – 2019. Disse afgiverlande er: Colombia, Etiopien, Indien, Kina, Sydafrika, Sydkorea, Thailand og Vietnam. Det kan ud fra disse lande ses, at der skete et fald i antallet af børn, der blev afgivet til adoption til Danmark. I år 2000 var der hele 650 børn, der blev adopteret til Danmark. Hvorimod der i 2019 var blot 46 udenlandskfødte børn, der blev adopteret til Danmark.
Kilde: Bygger på adoptionsoversigter fra AC Børnehjælp og Danadopt.
Det er vanskeligt at fremhæve en enkeltstående faktor, der medførte det faldende antal af internationale adoptioner på globalt plan. Ifølge Det Permanente Bureau i Haag skyldtes faldet flere forhold. Der kunne ses en forbedring af muligheden for nationale adoptioner i Indien, Kina og Sydkorea, der tidligere var de lande, hvor Danmark adopterede flest børn fra. I nogle lande blev der etableret bedre muligheder for at hjælpe familier og børn vha. hjælpeprogrammer. Derudover valgte nogle afgiverlande i en periode at stoppe med at modtage nye ansøgninger fra udenlandske adoptionsansøgere, hvilket bl.a. drejede sig om Colombia, Indien og Fillippierne. Dette skyldtes, at antallet af udenlandske adoptionsansøgere på ventelisterne var for massivt. Samtidig valgte andre lande, herunder Haiti og Guatemala, at lukke for den internationale adoptionsformidling i en kortere eller længere periode. Hvor de på samme tid fik teknisk bistand, så det blev muligt at oprette et system, som er i overensstemmelse med principperne fra Haagerkonventionen om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Hvilket medførte en nedgang i antallet af adoptioner. Endvidere var der eksempler på, at modtagerlandene lukkede for formidlingen til et afgiverland, eksempelvis Nepal, da det var usikkert, hvorvidt systemet levede op til principperne i konventionen.
Den eneste fungerende adoptionsformidlende organisation, Danish International Adoption, besluttede i 2019 at standse deres optag af nye adoptionsansøgere til international adoption. Organisationen meddelte, at baggrunden for dette var manglende økonomisk sikkerhed for, at organisationen kunne føre nye adoptionsansøgeres sager til ende. Derfor mente bestyrelsen, at de ikke længere kunne påtage sig ansvaret for at tage nye adoptionsansøgere ind.
Adoptivbørns forhold og situation i Danmark
Af de flere tusinde børn, der blevet adopteret til Danmark, har jeg undersøgt hvordan 42 adopterede beskrev deres forhold og situation som adopteret i Danmark. Dette blev gjort pba. artikler, skrevet af de adopterede, til magasinet Adoption & Samfund. Jeg har benyttet teorier af Richard Jenkins og Gerd Baumann til at lægge et teoretisk perspektiv på de adopteredes beskrivelser og oplevelser.
Et tema, der især fyldte blandt de adopterede, var beskrivelser af konfrontationer med deres etniske udseende. Da de fleste adopterede fra 1970’erne var født i Asien, Afrika eller Syd- og Mellemamerika, adskilte de adopterede sig fra majoriteten af den danske befolkning med et etnisk skandinavisk udseende.
I flere af de adopteredes beskrivelser kan der ses en følelse af at være anderledes. De adopterede, der skildrede denne følelse, fremstillede deres tid i folkeskolen som en tid, hvor de følte sig meget anderledes ift. deres klassekammerater. Grunden til, at disse adopterede følte sig anderledes, var pga. deres etniske udseende, hvor de blev konfronteret med dette i folkeskolen. Derudover havde flere af de adopterede oplevet episoder, hvor de blev drillet med deres udseende eller blev kaldt skældsord som eksempelvis ”negerrøv”. Flere af de adopterede beskrev yderligere, at denne form for konfrontation med deres etniske udseende gjorde dem kede af det eller vrede. En forklaring på, at de adopterede blev berørte over, at de blev udpeget som anderledes i skolegården, var fordi de ikke selv følte, at de var anderledes, da de sandsynligvis identificerede dem selv som danske ligesom deres jævnaldrende. Hvis dette er tilfældet, blev de adopterede udsat for en identitetsforveksling, ifølge Richard Jenkins. Baumann skildrede også identitetsforveksling, hvor han beskrev fænomenet, idet de andre børn og unge pålagde de adopterede en anden identitet, end den identitet som de adopterede havde. I de adopteredes beskrivelser tyder det på, at de tillagde sig selv en dansk identitet. Men de adopterede havde ikke noget andet valg end at forholde sig til de identiteter, som de andre børn og unge pålagde dem. Hvilket gav de adopterede en følelse af at være anderledes. På baggrund af dette, kan Baumanns teori også bruges som en forklaring på, hvorfor de adopterede blev kede af eller vrede over at blive konfronteret med deres etniske udseende.
Derudover beskrev de adopterede i artiklerne deres første møde med Danmark, deres etniske udseende, et fællesskab med andre adopterede, søgen efter rødderne i oprindelseslandet og identitetsfølelser knyttet til det at være adopteret. Derfor var der flere temaer, der gik igen iblandt de adopteredes beskrivelser om deres forhold og situation som adopteret i Danmark. Det var dog forskelligt, hvor meget disse temaer fyldte i de adopteredes beskrivelser. Derudover var der også forskelle i deres beskrivelser, idet de adopteredes oplevelser var individuelle. De adopterede tillagde eksempelvis det at være adopteret forskellige betydninger i deres beskrivelser. Hvor forholdet som adopteret havde fyldt meget hos nogle adopterede, mens andre næsten glemte, at de var adopteret. Der var især ift. de adopteredes møde med deres biologiske ophav, at de havde forskellige oplevelser af dette. På trods af, at de adopterede havde mødt forskellige udfordringer ift. at være adopteret med et etnisk udseende i Danmark, så beskrev størstedelen af de adopterede det som noget positivt at leve som adopteret i Danmark.
Forslag til videre læsning
Henze-Pedersen, S. og Olsen, R. F. 2017. At vokse op som adopteret i Danmark. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
Petersen, L. M. 2009. Adopteret – Fortællinger om transnational og racialiseret tilblivelse. Aarhus: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.
Pruzan, V. 1977. Født i udlandet – adopteret i Danmark. København: Socialforskningsinstituttet.
Rørbech, M. 1989. Mit land er Danmark: En undersøgelse af unge adopterede fra Asien, Afrika og Latinamerika. København: Socialforskningsinstituttet.
Skovmand-Madsen, G. 1999. Adoptiv-liv: En undersøgelse af voksne adopterede i Danmark. København: Gyldendal.
Om forfatteren
Stine Bæk Jensen er uddannet cand.mag. i historie og samfundsfag fra Aarhus Universitet i 2021. Hendes faglige interesse er socialhistorie, herunder befolkningsforhold i krigstid og sociale gruppers forhold. Hendes speciale omhandler udviklingen af den internationale adoption i Danmark fra 1945 til 2019, samt hvordan de adopterede beskrev deres forhold og situation som adopteret i Danmark.