… Giv mig kun et kys, det er jo jul!
Julen er for mange mennesker en traditionsbunden tid. Det er en kirkelig højtid, hvor fejringen dog på mange måder kan synes hedensk. Overflod af mad, alkoholiske drikke i lange baner og utroskab til firmajulefrokoster. Men hvordan endte den danske jul, med at være så sammenblandet et fænomen? Spørgsmålet kan tilgås på mange måder, og den følgende kulturhistoriske analyse kan være et led i forståelsen af netop dette spørgsmål. Et særligt interessant punkt er julestuerne, der ikke synes at have ændret sig meget gennem historien, til trods for at både konge og kirke har været imod dem. Julestuerne optræder i alt fra håndskrevne erindringer til udstillinger på museer som Den Gamle By i Aarhus. Derudover er den blevet fremstillet populærhistorisk i blandt andet den populære familiejulekalender Alletiders Jul fra 1994. Alle disse steder beskrives julestuerne som noget folkeligt, festligt og betydningsfuldt for sammenholdet i lokalsamfundene. Julestuerne var sammenkomster, hvor landsbyens beboere samledes i juledagene for at drikke tæt og lege julelege, der ikke sjældent havde en sjofel karakter. Men hvordan har julestuerne udviklet sig over tid, hvilken betydning havde de for almuen og hvorfor, så man sig flere gange i løbet af den tidlig moderne periode nødt til at forbyde dem?
Tegning af julelegen ’’Nippe strå’’ af Benjamin Dahlerup (1898-1959) efter anvisning af M. Kramer Petersen (mere om julelegen længere nede i artiklen). Foto: Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek. Copyright I. Chr. Petersens Papirhandel, nu Stelling papir og pen, Nikolaj Plads, København.
Før en analyse af højtiderne kan finde sted, er det væsentligt at se på, hvordan landet var indrettet, samt fra hvilke samfundsnormer traditionerne havde sit udspring. Danmark i den tidlig moderne periode var et land, der var præget af store forandringer. Reformationen i Danmark er i høj grad et spørgsmål om brud og kontinuitet. På papiret var 1536 reformationsåret i Danmark, men der gik mange år, før hele samfundet havde ændret sig efter de lutherske principper. I takt med, at kirken fik mindre magt, fik både konge og adel mere at se til på de politiske og økonomiske fronter. Samtidig bar perioden stort præg af uro og forandring som følge af lang række krige. Krige, der førte til tab af store områder af den konglomeratstat, Danmark var, og desuden økonomiske udfordringer. Samtidig var der i krigstiderne ændrede forhold for befolkningen, både hvad dødelighed og generelle levevilkår som ernæring og arbejdsgang angik. Befolkningen var opdelt efter stand, hvor bondestanden udgjorde størstedelen af landets indbyggere. Især i starten af perioden herskede der i Danmark en magisk-religiøs forestillingsverden, hvor de fleste fænomener kunne forklares med bibelsk belæg, hvorfor magthaverne i høj grad ønskede, at befolkningen var gudfrygtige. Men ikke alt var krig, død og ødelæggelse i danskernes liv i tidlig moderne tid. Mange af tidens fester og ritualer havde sine rødder tilbage i middelalderen og lod sig i det store ikke ændre af de nye politiske og religiøse agendaer i samfundet. Det vil altså sige, at selvom reformationen havde påvirket samfundsstrukturen, herskede de gamle, katolske og sågar hedenske traditioner stadig hos den brede befolkning. Almuen forstod at holde fast i sine traditioner og sørge for, at højtiderne blev festlige – også selvom kirken mente, at de kirkelige helligdage skulle holdes hellige.
Julestuernes vovede indhold
Julestuerne blev også kaldt julelege, legestuer eller at lege jul. Julestuer var gilder, hvor landsbyens naboer mødtes på skift hos hinanden. Oftest blev festerne holdt i en storstue, og gæsterne medbragte selv de våde varer – et element der ikke blev sparet på. Der er nogen uenighed om, hvor lang julestuesæsonen var. Troels-Lund mener, at de fandt sted i 14 dage, Den Gamle Bys tidligere juleinspektør Jens Ingvordsen mener, at man festede til Helligtrekonger den 6. januar, og Benno Blæsild mener, at de varede helt til påske – deraf juleremsen Nu’ det jul igen, hvor julen varede helt til påske. Man kan naturligvis argumentere for, at størrelsen på omgangskredsen kan have noget at gøre med mængden af julestuer, og at det derfor kan have varieret fra landsby til landsby og fra husstand til husstand. Julestuerne var mest udbredt hos bondestanden, men i kildematerialet er der også eksempler på kongelig deltagelse ved legene. Til julestuerne havde gæsterne spist hjemmefra og garanteret rigeligt af det, da der ikke manglede mad i julemåneden, fordi december var højsæson for slagtning. Til gengæld blev der til festerne indtaget alkohol af ikke ubetydelige mængder. Troels-Lund beretter om, hvordan man rullede den store tønde med det stærke øl ud, når julen rigtig skulle fejres. Juleøllet fik også gerne skylden, hvis legene var gået over gevind, eller nogen havde opført sig mere løssluppen end intenderet.
Det er ikke uden grund, at julestuerne også blev kaldt at lege jul, for legene var en hel central del af festerne. Der tegner sig et mønster blandt legene, som jeg nu vil give eksempler på, og det er på den baggrund muligt at inddele dem i kategorier alt efter hvilket formål de tjente. Ud fra legenes karakter kan man argumentere for, at det primære formål enten var at blive stærkt beruset og dermed løssluppen eller at parre unge mennesker, så der kunne opstå romance og tilmed erotik. En af de lege der går igen, uanset hvor man søger sin information, er julebukken. Her skulle en karl fra byen komme ind i stuen iklædt et bukkekostume bestående af et hvidt lagen, et bukkekranie på hovedet og en stok i hver hånd, hvorefter han fortalte sladder om byens beboere, især gerne de finere folk på egnen. Med i legen hørte sig også, at de tilstedeværende skulle hælde spiritus i karlens mund som tak for god underholdning, og jo mere man skænkede karlen, jo mere slibrig og ondsindet blev sladderen. I Ludvig Holbergs komedie, Julestue, havde gårdens karl både glædet sig til og øvet sig i at være julebuk, men ender med en skuffelse der knap kan måles, da julestuen varsles aflyst. At karlen har glædet sig, vidner om, at det ikke var nogen ubetydelig tjans at været årets julebuk. Ser man på julestuernes øvrige lege og indhold, virker julebukken som en del af et større billede, hvor de tilstedeværende havde et ønske om at slække lidt på tøjlerne. I dette tilfælde at drikke tæt og sladre uden at skamme sig, men der var naturligvis også andre fordele ved den løsslupne stemning. I 1600-tallet begyndte legen ’julebisp’ at dukke op. Her blev en person klædt ud som bisp, hvorefter han kunne vie par fra forsamlingen. ’Julebisp’ understøtter formålet om, at der til julestuerne skulle være plads til intimitet mellem pigerne og karlene, men samtidig er det den første juleleg, der direkte kan kobles sammen med kristendommen, dog ikke på en positiv måde, da legens karakter synes at gøre nar ad bispehvervet. Mange af julelegene inkluderer alle de tilstedeværende, men har ungdommen i fokus, og tjener det formål at bringe et eller flere par sammen. Par, der ikke under andre omstændigheder ville have den frihed til at være en del af hinandens intimsfære.
Tegning af julelegen ’’Julebuk’’ af Benjamin Dahlerup (1898-1959) efter anvisning af M. Kramer Petersen. Foto: Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek. Copyright I. Chr. Petersens Papirhandel, nu Stelling papir og pen, Nikolaj Plads, København.
Af andre lege i Holbergs Julestue nævnes ’blindebuk’ og ’pant’. At give pant er et fænomen, der går igen gennem flere århundreder og ikke uden grund. Der er flere afskygninger af pantelege, men der er dog fælles træk for mange af dem: en karl kommer ud for et scenarie, hvor han skal afgive pant i form af et kys. ’Blindebuk’ derimod giver de deltagende mulighed for at befamle hinandens kroppe i blinde og dermed komme fysisk tæt på de andre deltagere. Udover de store mængder alkohol var den største af glæderne ved julelegene muligheden for intimitet. Et kys var der også at hente i den simple leg ’nippe strå’, hvor karlene og pigerne stod på række og nippede strå fra hinandens læber. Biskoppen Peder Palladius omtaler flere af de ovennævnte lege i sin visitatsbog og mener ligefrem, at de burde straffes med døden. Det er ganske forståeligt, at kirken var imod julestuerne, for det gik tydeligvis ikke stille for sig med julelegene. Palladius nævner også legen ’huggetønde’, der sammen med det ’at trille julekage’ og ’blindebuk’ var lege, hvor man befamlede hinanden. De mest vulgære lege var dog de, der havde til formål, at alle til forsamlingen blev afklædte. Det kunne være i form af at udfordre til afklædning eller tilmed stjæle hinandens tøj. Der blev også danset lystigt til julestuerne, hvilket både konge og pietister udtrykte deres utilfredshed med. Dans er endnu et fænomen, hvor folk kom tættere på hinanden fysisk, end hvad datidens seksualmoral tillod.
Julelegen ’’Hugge brænde’’ af Benjamin Dahlerup (1898-1959) efter anvisning af M. Kramer Petersen. Foto: Dansk Folkemindesamling, Det Kongelige Bibliotek. Copyright I. Chr. Petersens Papirhandel, nu Stelling papir og pen, Nikolaj Plads, København.
Julestuernes betydning for almuen
Der er flere mulige årsager til, at julestuerne har været så populære og vigtige for almuen. Helligdage og søndage var de eneste dage, hvor der var fritid, og selvom kirken ikke billigede det, har det været oplagt at bruge disse dage til at mødes med venner, familie og naboer i festligt lag. Udover selskabeligheden i det, var Danmark i den tidlig moderne periode et land, der var præget af krig og elendighed. Dermed har det været givende at opsøge fællesskaber for at kunne stå sammen i en hård tid. For det unge, ugifte folk har julestuerne også spillet en afgørende rolle. Seksualmoralen var i perioden meget hård og reguleret både socialt men også ved lov frem til grundloven i 1849. Efter reformationen kom der nye idealer for sædelighed, hvor både mand og kvinde ansås som syndige ved seksuelle forhold før ægteskabet. Senere hen blev der indført straf ved overtrædelse af de seksuelle idealer, som blandt andet indebar bøder, pisk og tugthusarbejde samtidig med skriftemål i kirken. Denne seksualmorals formål var at beskytte ægteskabet som samfundsnorm. Gennem julelegene kunne man møde en ny partner under det, der for mange blev anset som ordnede forhold. Kirken har næppe ment, at det var ordnede forhold, men det var blandt byens befolkning mere velset, hvis man fandt sin kommende brud ved en julestue.
Der har i løbet af julestuernes levetid været en del forbud og modstand fra julestuerne. En, der særligt var imod festlighederne, var Christian IV, da de havde givet hans kone lejlighed til at lege jul med Rhingreven, mens kongen selv var i krig. At Kirsten Munk havde været Christian IV utro ved en julestue, var desuden et af kongens 18 klagepunkter, da han ønskede skilsmisse. Kirkens holdning er heller ikke til at komme udenom, når man taler om påbud og forbud, hvad julestuer angår. Her er det hverken love eller forordninger der hersker, men større spørgsmål om den kristne moral.
Julestuernes ry efter perioden
Med nutidens danske moral kan der lægges en vis distance til kritikken af julestuernes udskejelser. Det kan være svært at sætte sig ind i, hvorfor der var modstand mod noget, der i nutidens øjne kan synes uskyldigt, eksempelvis et kys med nabopigen eller tæt fysisk kontakt, når man dansede ’Bro Bro Brille’. Det er ganske enkelt, fordi der er sket et paradigmeskift i samfundets bærende mentalitet. Det er sket over tid gennem små forandringer, hvor systemet ikke har været stærkt nok til at modstå. Selvom det kan været fristende at se det som en kamp mellem befolkningen og magthaverne om julestuernes ret til at finde sted eller ej, er det ikke helt lige til. Det hele har talt ind i de samfundsnormer, der har eksisteret, og mange andre begivenheder i årenes løb kan have påvirket synet på både lege i højtiderne og den generelle seksualmoral.
Men hvordan er der så blevet set på julestuerne i eftertiden? I 1848 skrev Peter Faber julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm. Her dedikeres et vers til julestuerne og hylder den, der opfandt at lege jul. På Peter Fabers tid var mængden af julestuer ved at ebbe ud, men ikke desto mindre var traditionen stadig kendetegn for julens ånd. I populærhistorisk formidling er det interessant at se på tv-julekalenderen Alletiders Jul, hvor nissen Pyrus sætter sig for at undersøge julens historie og dens traditioner. Her er julestuerne en vigtig del, men der refereres udelukkende til traditionen som noget, der eksisterede på Ludvig Holbergs tid.
Udtrykket ’julelege’ hænger stadig ved den dag i dag, men det er næppe julebukken eller huggetønden, der henvises til. Udtrykket bliver brugt om at være uanstændig, drive gæk eller fjolle rundt, hvilket er en adaption af den opfattelse, som pietisterne havde af julestuerne. Alligevel er der mange kendetegn fra julestuerne, der kan ses i nutidens (firma)julefrokoster. Mon ikke du kan genkende et fænomen eller to?
Forslag til videre læsning:
Blæsild, Benno: Julens Traditioner, Hovedland, 2007.
Danmarkshistorien.dk (red.): Julestuen - danske juletraditioner i 1600- og 1700-tallet, danmarkshistorien.dk, 2015.
Ingvordsen, Jens: Unge pige lad os lege skjul, blog.dengamleby.dk, 2013.
Om forfatteren
Trine Munkvad er cand.mag. i kulturhistorie. Dimittend fra Aarhus Universitet 2021 med specialet ’’Bæredygtighed og danmarkshistorie’’ omhandlende formidling af danmarkshistorie til børn og unge. Trine har siden afleveringen af sit speciale arbejdet som underviser hos UngiAarhus og boligsocial ungemedarbejder ved Boligkontoret Aarhus. Trine har særlig interesse for formidling af dansk kulturliv og -historie til unge.