Gamle dage er de hyggeligste steder
- når vi hygger os med at gå på museum
Det er koldt, selvom solen skinner. Rundt omkring står folk og varmer hænderne ved bålfade med glohede stykker kul i bunden. Alle stikker hænderne frem, ud af vanterne og ned til den svalende ild. Folk står ujævnt på brostenene og kigger rundt på de gamle bygninger. Nogle går rundt med fremstrakte telefoner og poserer til fotografen, mens andre pænt venter til de kan få et uspoleret billede af torvet med den fine Borgmestergård i baggrunden. Af og til kommer der folk klædt i høje hatte og tøj, der vidner om en anden tid. Veste over skjorter og jakker over veste. De letter på hatten og byder de kolde gæster ”Guds fred” og spørger til deres besøg. De er nemlig på museum, og på trods af kulden, så hygger de sig.
Et blik ned af en af gaderne i Den Gamle By. Foto: Nanna Rubin Nemborg.
Hygge kan også være et analytisk redskab
Hygge er et ord, som man nemt kommer til at bruge, når man skal beskrive de oplevelser, man får på et museumsbesøg. Det er en nem måde for folk fra alle samfundslag og uddannelsesniveauer at indfange den stemning, de konnotationer eller de følelser, man får, når man besøger et museum. Det er noget, som bruges intuitivt i det danske sprogbrug, og som de fleste lader til at benytte, og ingen sætter spørgsmålstegn ved. Vi er alle nogenlunde klare over, hvad det betyder, men hvis det skal defineres eksplicit, skal begrebet have en dybere gennemgang. I en række interviews vedrørende museumsbesøget står det klart, at ’hygge’ er et relationelt begreb. Det kan være (1) sociale kulturelle praksisser, som i Danmark er indbegrebet af hjemmet eller vores samvær med andre mennesker, og helst familien. Det kan være (2) knytningen til bestemte genstande, som igen symboliserer en eller anden form for myte eller idyllisk fremstilling af vores værdier. Eller det kan være (3) tilknytningen til bestemte personer og deres velkendte praksisser.
De sociale kulturelle praksisser, som knyttes til ’hygge’, kan være de familiære relationer, som findes mellem forældre og børn, som udfører en handling. Denne handling indebærer ofte konsumeringen af mad- og drikkevarer, særligt det som har stemplet ’usundt’ på sig. Derudover indebærer disse handlinger noget, som har med varme at gøre enten ved hjælp af tæpper eller varme fra en brændeovn. Det handler om at være sammen med folk, have det rart og indtage noget i dette samvær.
Det andet er den genstandsknyttede ’hygge’, som handler om, at bestemte genstande symboliserer vores værdier eller tider, som er idylliseret. Det kan for eksempel være peberkage udstikkeren. Det er en genstand, som ofte er lavet af metal, som har form som eksempelvis en kagemand, og den bliver ofte brugt til jul. Den genstandsknyttede ’hygge’ er ofte noget, som kan bære en vis nostalgi af gamle dage’, og den er ofte bundet op på traditioner som eks. jul.
Den sidste slags hygge er den personprægede ’hygge’. Denne slags hygge er tæt knyttet til personer, som man har haft mange hyggelige oplevelser med, og som i den kollektive kulturelle bevidsthed er blevet tæt knyttet til hygge. Det kan være ’bedstemoren’. Det er en person, mange har i sit liv, og alle ved, at bedstemødre er søde gamle damer, som personificerer hygge. Hvis man ikke tænker sig om, tænker man, at alle mennesker har en bedstemor, selvfølgelig har man det. Det er, når man tænker, at en bedstemor er noget vi alle har, at hyggen bliver forbundet med en bestemt person.
Hygge kræver tid
Det, som oftest forbinder disse former for hygge, er tid. Når man ser på en række af kvalitative interviews, forbindes tid og hygge ofte sammen. F.eks. bruger en gruppe interviewede, som besøgte Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum på Djursland, hygge-begrebet i flere sammenhænge. Først ved en børneaktivitet, hvor han og datteren sad og malede og derefter ved deres besøg i herregårdskøkkenet. Denne gruppe gør det klart, at kaffe brygget på en madam blå kaffekande og de håndældede boller er med til at skabe en hyggelig atmosfære. Begge disse forhold tager tid. I kaffe og bolle eksemplet er der her tale om en genstandsbåret hygge, hvor den håndværksmæssige kunnen og tid, det tager at lave den slags, er det hyggelige. Men det kan også være fascinationen af metoder, som ikke længere benyttes, der er med til at skabe en fornemmelse af hygge. Metoderne betragtes i dagligdagen som værende forældede og tidskrævende i en periode i historien (2020), hvor tid er det, vi føler, vi har alt for lidt af. I andre interviews bliver ’hygge’ ofte stillet i modsætning til ’stress’. Derfor skabes der ’hygge’, når en person har taget sig tid til at benytte disse forældede metoder, hvilket er med til at understrege nostalgien i en genstandsbåret hygge. Senere i interviewet fremhæver vedkommende, at hans datter også er en ”travl dame”. Kontrasten mellem en travl hverdag og en tidskrævende aktivitet som bagning uden moderne hjælpemidler kan fremhæve hyggen ved en håndlavet bolle. Der er opstillet et støbejernskomfur fra omkring midten af 1800-tallet, som museets formidlingsaktør laver alt maden på. Derfor skal der også et vist kendskab til denne slags udstyr for at kunne lave maden derpå. Komfuret er brændeoptændt, og man kan derfor kun styre temperaturen i ovnen og på kogepladerne gennem optænding. Grunden til, at støbejernskomfuret er vigtigt for hyggen i herregårdskøkkenet, er også, at der kommer en god varme i køkkenet fra ovnen. Varme, især fra en brændeovn, er i visse tilfælde også forbundet med hygge. Varmen, der er i herregårdskøkkenet, og den hygge, som hører med, kan således smitte af på de andre genstande i herregårdskøkkenet og give en samlet opfattelse af, at der er mere hyggeligt dér end andre steder på Herregårdsmuseet.
Forfatteren som køkkenpige i færd med fremvisning af støbejernskomfuret på Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. Foto: Nanna Rubin Nemborg.
I Den Gamle By i Aarhus var det et møde med nogle andre sociale normer, som blev omtalt som hyggelige. Her fortalte en gruppe interviewede, at det var ”… hyggeligt sådan nogle [aktører] (… ) siger ”frue” og til børnene om de kan regne i hovedet…”. Det er altså i fortidens sociale normer og tituleringer, at hygge bliver personificeret. Samtidig er det også i disse sociale relationer vigtigt, at aktørerne er med til at skabe en afdæmpet og afslappet interaktion på trods af det formelle sprog, som undersøgelsesgruppen gør opmærksom på. Jeppe Trolle Linnet beskriver i sin artikel Money Can’t buy me Hygge, at hygge, som nævnt, er stærkt til stede i sociale relationer. Han lægger sær vægt på, at det er i en sikker, afdæmpet og intim form for socialisering mellem mennesker, at hygge opstår. Selvom denne form for socialisering ofte opstår i hjemmet, kan det også være til stede i andre lokaliteter. Det kan for eksempel være, når man går på museum. Her kan det være en bevidst handling, hvor man tager afsted for at ’hygge sig’, ligesom en interviewet gruppe på besøg i Den Gamle By gør opmærksom på. Denne gruppe lægger vægt på, at selvom der var mange mennesker, den dag gruppen besøgte Den Gamle By, så var det ikke forstyrrende for deres museumsoplevelse, da der var ”[…] både børnefamilier men også altså andre publikummer og det. Altså alle vil det samme eller hvad skal man sige. Samme formål og gå at hygge sig der i nogle timer og det er rigtig fint.”
Oldemor på museum
Hygge er, som nævnt ovenfor, også tæt forbundet med familiære bånd. Derfor opstår følelsen af hygge også ofte, når den besøgende forbinder noget af museet med ens egen familie. Dette understreges af en undersøgelsesgruppe i Den Gamle By, da gruppen i forbindelse med en snak hos isenkræmmeren får fortalt en hel del om 1927-afdelingen. 1927 er tilfældigvis fødselsåret for oldemoren til denne gruppe. Her er det en sammensmeltning af den personificerede hygge og den genstandsbaserede hygge, som denne undersøgelsesgruppe oplevede. Gruppen beskrev, hvordan isenkræmmeren opfordrede til, at de kunne tage en avis med hjem til oldemoren og dele, hvad de havde oplevet den dag med hende. Gruppen beskrev interaktionen således, ”…han spurgte om hun stadigvæk var levende og så kunne vi tage den med ned og læse med hende når vi kom hjem. Det var faktisk rigtig hyggeligt.” Denne hyggelige situation opstår gennem den tilfældige og personlige forbindelse til Den Gamle Bys 1927-afdeling, og den familiens oldemor. Her smittede forbindelsen til oldemoderen af på resten af 1927-udstillingen. Udstillingen ses med en erindring om de hyggelige stunder, undersøgelsesgruppen har haft med deres oldemor. Samtalen med isenkræmmeren varede omkring 17 minutter, hvilket vidnede om, at aktøren i denne forbindelse gav sig god tid til at formidle til denne gruppe. De 17 minutters fortælling kan også opfattes som et aktivt element i ’hyggen’, da undersøgelsesgruppen værdsatte tiden, som blev brugt på dem, og at fortællingen ikke blev forkortet eller afbrudt af andre gæster. Uanset om formidlingen er tilpasset dem specifikt eller ej. Undersøgelsesgruppen beskrev selv, at aktøren her ”[…]fortalte en masse om hvordan det var dengang[1927].”
Billedet viser Schou’s Sæbehus i Den Gamle Bys 1927 afdeling. Billedet er taget i forbindelse med en privat rundvisning. Foto: Nanna Rubin Nemborg.
Vi bruger museer og hygge på forskellige måder. Men der er en stor gruppe mennesker, som bruger museerne til at få en hyggelig oplevelse. Men prøv selv at tænk over, om du kan genkende disse former for hygge i dit eget liv, og måske kan du endda tænke over det næste gang, du skal på museum og hygge dig.
Videre læsning:
Daugbjerg, M. 2007: Nostalgi og Mytologi i Den Gamle By. Historie-nu.dk.
Trolle Linnet, J. 2011: “Money Can’t Buy Me Hygge: Danish Middle-Class Consumption, Egalitariarism, and the Sanctity of Inner Space " The International Journal of Anthropology 55, The Concern for sociality: practicing equality and hierarchy in Denmark no. 2.
Wagner, A M. 2018: "Contingency, debate and pop-up ‘hygge’ at the Valby Pavillion: Situating temporary public urban settings in design critique " Spool 5, no. 1.
Hvis man ønsker at læse transskriberinger af interviews og andet, kan man kontakte forfatteren.
Om Forfatteren
Nanna Rubin Nemborg er cand.mag. i kulturhistorie fra Aarhus Universitet. Hendes faglige interesse er primært inden for museer, historieformidling og undervisning. Hendes speciale omhandler brugen af levendegørelse, gamle bygninger, og hvordan museerne sætter scenen for en historieformidling, vi alle kan leve os ind i.