Det Danmark, vi har så kært
– En undersøgelse af udviklingen i den danske politiske udlændingedebat
Udlændingedebatten optager en stadig større rolle i den danske politiske debat, og den har udviklet sig markant i løbet af de seneste 50 år. Men hvordan er denne udvikling forløbet, og har historiske begivenheder haft betydning for det talte sprog i debatten? Disse spørgsmål og mange flere er blevet undersøgt i specialet ”Det Danmark, vi har så kært”, hvor netop udviklingen i den politiske udlændingedebat var genstand for en dybere analyse. Et så politisk potent emne er svært både at undersøge og at læse om uden at være politisk forudindtaget. Ligesom jeg selv som forfatter måtte sørge for at sætte de objektive briller godt fast på næsen, håber jeg også, at du som læser vil tage et par på, når du læser det følgende, hvor du forhåbentlig bliver meget klogere på, hvad der er gået forud for den udlændingedebat, der præger den danske politiske scene i år 2021.
Dannebrog konstrueret af alle citater fra danske folketingspolitikere, som er analyseret i specialet.
Den danske udlændingedebat er og har været under konstant udvikling. Det er ligeledes et område, som er undersøgt af mange forskere fra flere forskellige vinkler. Et fællestræk i megen af den eksisterende forskning er dog, at den kun strækker sig til slutningen af 1990’erne. Et formål med denne undersøgelse har derfor været at undersøge udviklingen i udlændingedebatten blandt danske folketingspolitikere fra 1973 og til det seneste danske folketingsvalg i 2019 for derved at kortlægge en længere udvikling i debatten. Mere specifikt er der i denne undersøgelse en analyse af udviklingen i det talte sprog i den danske politiske udlændingedebat i perioden 1973-2019. I perioden har de fire år 1973, 1983, 2001 og 2019 været genstand for den nærmere analyse, hvor avisartikler med politiske udtalelser er blevet analyseret, da der i netop disse år fandtes begivenheder, der var med til at ændre ved det talte sprog i debatten.
Et indvandrerstop og en ny udlændingelov
1950’ernes internationale højkonjunktur medførte stigende vækstrater og høj beskæftigelse. Det danske forbrug steg, og i 1960’erne var der næsten konstant underskud på betalingsbalancen. Der var behov for, at man tilførte yderligere arbejdskraft til det danske samfund, og den daværende socialdemokratisk-radikale regering stillede derfor forslag om, at en sådan arbejdskraft skulle komme fra udenlandske arbejdere. Forslaget blev taget godt imod, og den generelle holdning i den politiske debat var da også, at man skulle tage imod de første gæstearbejdere. I slutningen af 1973 ramte den første oliekrise dog, og med den fulgte en periode med økonomisk lavkonjunktur. Danmark befandt sig her for første gang i mere end ti år i en periode med øget arbejdsløshed, og netop her blev begrebet gæstearbejdere centralt. For de, er var kommet til landet som gæster for at arbejde under 1960’ernes højkonjunktur, skulle nu ifølge flere politikere tage hjem igen. Debatten drejede sig nu ikke længere om, hvordan den udenlandske arbejdskraft var til gavn for det danske samfund, men i stedet om, hvordan udlændinge stjal arbejdspladser fra danske statsborgere. I 1973 indførtes således et fuldt indvandrerstop, som blev et vendepunkt i den danske udlændingepolitik og i den følgende debat. Debatten i tiden omkring 1973 var primært centreret om to diskurser – den, hvor indvandringen var et nødvendigt middel til at skaffe arbejdskraft til den danske industri, og den, hvor man fokuserede på de problemer, gæstearbejderne medførte. Her var der særligt fokus på arbejdskraftsindvandringen og arbejdsløshed blandt danske statsborgere.
Indvandrerstoppet af 1973 blev opretholdt indtil 1983, hvor man indførte en ny udlændingelov. Udlændingeloven af 1983 er senere blevet betegnet som Europas mest liberale udlændingelov, da den blandt andet indeholdt et retskrav på asyl og familiesammenføring. Den nye lov repræsenterer endnu et brud i udlændingedebatten, idet den medførte en ny debat med emner, som har været centrale i debatten lige siden. Efter loven trådte i kraft i 1983, blev det lettere at få asyl i Danmark, og som resultat deraf var der et stadigt større antal udlændinge, der søgte mod Danmark. I årene efter udlændingeloven var trådt i kraft, opstod der en voldsom debat om loven og dens konsekvenser. Meget af utilfredsheden udsprang af det nye store antal af flygtninge, der kom til landet, og i efteråret 1984 begyndte debatten at afspejle en stærk uro og i flere tilfælde en decideret uvilje mod det stadigt stigende antal flygtninge. I samme periode steg den generelle utilfredshed med indvandringen, og i 1984 og 1985 mente hver femte, at indvandringen udgjorde en alvorlig trussel mod Danmark. Retorikken i udlændingedebatten udviklede sig også fra i 1973 at have omhandlet arbejdsforhold til i 1984, efter udlændingeloven var trådt i kraft, at omhandle diverse kriminelle aktiviteter, og indvandrere blev i højere grad fremstillet som kriminelle grupper.
Folketingsvalgene i 2001 og 2019
1973 og 1983 markerede to brud i udviklingen i udlændingedebatten, hvor retorikken i debatten udviklede sig fra en generel positiv holdning til de udlændinge, der kom til Danmark og var en positiv gevinst for samfundet, til et stadig større fokus på udlændinge og indvandring som en trussel mod det danske samfund. Ved folketingsvalget i 2001 var debatten ikke længere præget af, at indvandring var et nyt fænomen, men handlede i højere grad om religion og truslen mod danskheden – et emne som særligt blev aktuelt efter terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001.
Et nyt fokus på religion
I 2001 opstod der i den politiske udlændingedebat et øget fokus på religion. At diskussionen omhandlede religion var ikke i sig selv nyt. Det nye bestod i stedet i, at udlændingedebatten, når den omhandlede religion, i særdeleshed omhandlede islam, og at en ny religionsdiskurs blev skabt. Inden for denne nye religionsdiskurs blev det muligt at benytte sig af et endnu ukendt sprogbrug. Dansk Folkeparti (DF) repræsenterede blandt andet denne diskurs, og de introducerede en endnu uset sammenkobling mellem terror og islam. En sådan retorik blev blandt andet benyttet af daværende formand for DF Pia Kjærsgaard, da hun udtalte, at man efter terrorangrebet d. 11. september 2001 ikke blot kæmpede mod terrorister, men mod islam, og at islam ikke var en rigtig religion, men ”en terrororganisation”. Derudover udtalte partimedlemmet i DF Mogens Camre desuden, at alle ”fremmede” var lig med ”muslimer”. I 2001 var udlændingedebatten desuden særligt kendetegnet ved, at det var den yderste politiske højrefløj, der lykkedes med at definere den herskende diskurs i debatten – og at denne særligt var præget af modstand mod udlændinge. Der er i undersøgelsen ikke i samme grad fundet eksempler på, at man fra den politiske venstrefløj lykkedes med at definere den herskende diskurs i udlændingedebatten. Det endelige valgresultat ved folketingsvalget i 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen tiltrådte som ny statsminister i spidsen af VK-regeringen, indikerede da også, at man på højrefløjen havde formået at skabe en ny konsensus om de herskende diskurser i samfundet, idet de af de danske vælgere blev belønnet for den nye og i højere grad fremmedfjendske retorik, de benyttede sig af.
Særligt Dansk Folkeparti repræsenterede en ny indvandrerkritisk diskurs under folketingsvalget i 2001. Foto/kilde: Als, Roald, I: Anders, Fahimeh Z., 2001, 16. november, Mogens ’Carlos’ Camre, Politiken, 2. sektion, s. 5.
De to nye partier
Retorikken i udlændingedebatten i 2019 var på mange måder lig den i 2001. Ved folketingsvalget i 2019 kom de to nyoprettede partier Stram Kurs og Nye Borgerlige dog til at spille en betydelig rolle i udviklingen af debatten. De to partier og den retorik, de benyttede sig af, medførte en endnu skarpere optrukket linje mellem de højre- og venstreorienterede partier. Sammenlignet med 2001 opstod der i 2019 en markant højredrejning i debatten, og både Stram Kurs og Nye Borgerlige satte nye standarder for, hvad det var muligt at sige i udlændingedebatten. Blandt andet udtalte Stram Kurs’ formand Rasmus Paludan, at man i det danske samfund havde et problem med ”[…] dem, der kommer fra tilbagestående lande, som tager tropesygdomme og kønssygdomme med sig”, og Nye Borgerliges Pernille Vermund udtalte, at islam var ”menneskefjendsk som nazismen”. Modstanden mod islam og udlændinge var ikke i sig selv et nyt fænomen i 2019, og som det også er beskrevet med folketingsvalget i 2001, eksisterede der allerede i 2001 retorik, hvor kampen mod udlændinge for nogle partier blev kampen mod islam. I 2019 blev der i stedet benyttet en endnu uset retorik i denne kritik mod religion og udlændinge.
Om end linjerne mellem de højre- og venstreorienterede partier i 2019 var stillet skarpt op, sås der en diskurs i udlændingedebatten, hvor det var stadigt mere muligt at ytre sig kritisk overfor udlændinge. Indenfor denne kunne man i højere grad benytte sig af en retorik, om tidligere udelukkende var forbeholdt de højreorienterede partier. Eksempelvis præsenterede det gamle arbejderparti Socialdemokratiet et udlændingeudspil under navnet ”Retfærdig og Realistisk”, hvor man talte for en strammere udlændingepolitik og dermed benyttede sig af en ny retorik, hvor man i højere grad bevægede sig mod de klassisk højreorienterede holdninger og ytringer i debatten.
Højrefløjens sejrende diskurs
Som det kan ses i ovenstående afsnit, er det særligt højrefløjen, der er nævnt som en aktiv spiller i udviklingen i den politiske udlændingedebat. Dette skyldes ikke, at venstrefløjen i dansk politik ikke var aktive i udlændingedebatten, eller at den ikke er inddraget i denne undersøgelse. Det er i stedet et udtryk for, at det gennem hele perioden til stadighed var højrefløjen i dansk politik, der lykkedes med at definere de herskende diskurser i udlændingedebatten, og at de lykkedes med at fremherske diskurser, hvor en kritisk retorik overfor udlændinge var blev en naturlig del af debatten.
Højrefløjen lykkedes med at definere de herskende diskurser i udlændingedebatten.
Foto/kilde: Høyer, Rasmus Sand, Nytter det noget ikke at tale om det forkerte partnervalg herhjemme?, I: Thomas Borchert, 2019, Frederiksen bør meget hurtigt forklare vælgerne, hvordan hun vil klare sig uden DF-doping, Jyllands-Posten, https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/valgobservatoererne/ECE11157037/frederiksen-boer-meget-hurtigt-forklare-vaelgerne-hvordan-hun-vil-klare-sig-uden-dfdoping/ (besøgt 25. april 2021).
Og hvilke konsekvenser har udviklingen i debatten så?
Den danske forsker Kristina Bakkær Simonsen har fundet, at politikeres retorik har stor betydning for, hvilke holdninger den almene befolkning udvikler. I udlændingepolitiske spørgsmål er danskerens holdninger derfor særligt påvirket af, hvilken retorik man bliver præsenteret for i den offentlige debat. En højredrejning af den politiske udlændingedebat kan derfor også komme til at påvirke de danske vælgeres holdninger i en højreorienteret retning. Det er i sig selv ikke nødvendigvis en negativ udvikling, men ikke desto mindre en udvikling, der er vigtig at være bevidst om.
I forlængelse af Simonsens forskning er det desuden vigtigt at være opmærksom på en stigende tendens til misinformation i udlændingedebatten. I specialet blev det fundet, at særligt debatten ved folketingsvalget i 2019 var præget af misinformation. Eksempelvis blev det påvist, at det tidligere citat fra Stram Kurs’ Rasmus Paludan om at ”[…] dem, der kommer fra tilbagestående lande, som tager tropesygdomme og kønssygdomme med sig” var decideret usandt. At udtalelser, som denne, var usande, ændrer ikke ved, at den danske befolkning blev præsenteret for dem, idet de blev trykt i landsdækkende aviser. Med viden om, at vælgernes holdninger bliver stærkt påvirket af den retorik, de bliver præsenteret for, er sådan misinformation vigtig at være bevidst om i undersøgelsen af udviklingen i udlændingedebatten. For en udvikling mod højre i debatten er blot en konstatering af, hvordan det talte sprog i debatten har udviklet sig, hvilket i sig selv er interessant. Det er dog også vigtigt at være bevidst om, at en udvikling i debatten, hvor misinformation får mulighed for at spille en stadig større rolle, kan have betydning for, hvorvidt danskernes holdning til udlændingespørgsmålet bliver dannet på baggrund af fakta eller reelle usandheder.
Som det også er nævnt i begyndelsen af dette indlæg, omhandler denne undersøgelse et yderst politiseret emne. I indlægget er de overordnede resultater af specialet ”Det Danmark vi har så kært” blevet gennemgået. For som læser at opnå en mere dybdegående og nuanceret forståelse af udviklingen i udlændingedebatten, kan jeg blot opfordre til, at man læser det samlede speciale.
Forslag til videre læsning
Jønsson, Heidi Vad, 2018, Indvandring i velfærdsstaten, Aarhus Universitetsforlag, Aarhus.
Jensen, Bent, 2000, De fremmede i dansk avisdebat – fra 1870’erne til 1990’erne, Rockwool Fondens Forskningsenhed, Spektrum, København.
Madsen, Jacob Gaarde, 2004, Mediernes konstruktion af flygtninge- og indvandrerspørgsmålet, Magtudredningen, Aarhus.
Gaasholt, Øystein og Lise Togeby, 1995, I syv sind – danskernes holdninger til flygtninge og indvandrere, Forlaget Politica, Aarhus.
Forfatterbiografi
Sidsel Bjerre Petersen er cand.mag. i historie og samfundsfag fra Aarhus Universitet (2021). Hendes forkærlighed for historie stammer fra et ønske om at forstå, hvorfor vores samfund ser ud, som det gør, og hendes faglige interesser centrerer sig derfor om nyere politisk historie. I hendes studietid har hun blandt andet undersøgt udviklingen i den danske velfærdsmodel og har med sit speciale lavet en undersøgelse af, hvordan den danske udlændingedebat har udviklet sig, og hvilke konsekvenser udviklingen har haft.