Den sønderjyske safari
Sønderjysk krigsdeltagelse under Første Verdenskrig
– et blik på en fjern front
Da Første Verdenskrig brød ud i august 1914, var Nordslesvig (Sønderjylland) stadigvæk en del af det Tyske Rige. Op mod 30000 nordslesvigere endte med at deltage i krigen under det tyske flag, og godt og vel 6000 af dem faldt. Mange af dem var også af dansk sind, og for nogen fik det stor betydning for deres umiddelbare krigsdeltagelse. Både på vest- og østfronten var der sønderjyder til stede, men der kom også til at være en del sønderjyder på en knap så kendt og aktiv front: Den afrikanske og nok mere specifikt Tysk Østafrika.
De tyske kolonier – oprør og buskkrig
Ved Berlinkonferencen i 1884-85 blev mange af de afrikanske landes grænser bestemt af de europæiske stormagter. Ved konferencen blev herredømmet også fastsat, og Tyskland endte også med at få en bid af kagen, på trods af Otto Von Bismarcks modvilje mod oversøiske provinser. En mand ved navn Dr. Carl Peters havde dog sat sig for, at det Tyske Rige skulle være med. Han var leder af organisationen ”Geschellschaft für Deutsche Kolonisation” altså: Tysk koloniseringssamfund. Det lykkedes ham i 1884 at skaffe underskrifter fra lokale stammehøvdinger, i hvad der blev til Tysk Østafrika (i dag: Tanzania og dele af Rwanda og Burundi), og på trods af modviljen gik Bismarck med til annekteringen, da han så en mulighed for at komme Storbritannien på tværs. De tyske kolonier i Afrika viste sig i sidste ende dog ikke være nogen speciel stor succes. Begge kolonier var plaget af oprør, og et bestemt et af dem var også med til at forsegle en række af sønderjydernes skæbne til Afrika.
Allerede fra start havde man i Tysk Østafrika problemer, især langs kysten, da den stadig var styret af sultanen af Zanzibar, der ligger ud for den østafrikanske kyst. Efter en god gammeldags omgang krigsskibs diplomati blev en traktat underskrevet i 1888, der sikrede tyskernes suveræne styre de næste 50 år. Dette udløste et massivt oprør, der endte med at koste en del liv, og på foranledning af Bismarck ledte den tyske kaptajn Hermann von Wissmann en styrke på godt 600 askaritropper (udtryk for sorte afrikanske soldater), der var hyret i det britisk styrede Sudan, mod oprørerne. Inden for et år lykkedes det at slå det ned, ironisk nok med hjælp fra Storbritannien.
Det værste oprør kom dog i 1905, da en række heksedoktorer solgte ”eliksirer”, der ifølge dem, kunne forvandle tyskernes kugler til vand, når de blev skudt af. Dette blev kendt som maji-maji oprøret (maji er swahili for vand). Stort set hele kolonien brød ud i oprør, og først efter kolonimagten benyttede sig af ”scorched earth”-taktik, begyndte de at få styr på det igen. I 1907 var den sydlige del af landet reduceret til aske, og de sidste af oprørslederne var blevet fanget og hængt.
I kølvandet på dette voldsomme oprør blev Schutztruppe (beskyttelsestropper) oprettet som et værn mod eventuelle oprør. Denne Schutztruppe benyttede sig af de guerilla-taktikker, som tyskerne havde oplevet, at oprørerne tidligere havde benyttet sig af, og ved hjælp af dette, lykkedes det dem at holde den britiske hær stangen i 4 år. I bogen ”Battle for the Bundu: The First World War in East Africa” skriver Charles Miller: ”The Schutztruppe was remarkable because of the thoroughness with which the men who led it learned their trade from the tribal warriors whom they sought to tame.” I januar 1914 ankom Paul von Lettow-Vorbeck til hovedstaden Dar Es Salaam. Han var der for at overtage styringen af Schutztruppe i landet, og han var klar til at påtage sig de taktikker, som var nødvendige for at føre krig på denne mere eksotiske skueplads. Han havde erfaring med buskkrig, da han havde været med til at slå flere ret markante opstande ned i Tysk Sydvestafrika. Ifølge Lettow-Vorbeck var der i løbet af krigen i Tysk Østafrika omkring 3000 europæiske tropper og 11000 askaritropper til stede i kolonien. Schutztruppe var altså ikke talrige, og deres udstyr var som regel også forældet og gammeldags, da deres primære funktion lå i at holde opstande nede, ikke stå imod en langt mere teknologisk avanceret fjende, såsom Storbritannien, Belgien eller Portugal, der alle havde kolonierne, der grænsede op til (Kenya, Congo og Mozambique i dag). Lettow-Vorbeck udtrykte da også i sine egne erindringer, at han godt var klar over, at de tyske koloniers skæbne hvilede på den europæiske slagmark, og ikke en krig ført på afrikansk grund. Af disse meget begrænsede tropper endte der dog med at være en delegation af sønderjyder repræsenteret, og hvis man kigger på det relativt, så var der flest sønderjyder pr. soldat til stede i netop Tysk Østafrika.
Rejsen fra Wilhelmshafen til Tysk Østafrika, samt hjemrejsen i 1919 fra Egypten til Danmark. Foto: Side 24 i Nissen, Anker. Sønderjylland Afrika tur retur. 1962.
Blokadebryderne og den lange rejse
Ved Første Verdenskrigs udbrud i august 1914 udnyttede Storbritannien deres enorme maritime magt og fik sat blokader i værk over stort set hele verden. Dette betød, at det var svært for tyskerne at få forsyninger til kolonierne samt forstærkninger og udstyr, der kunne leve op til en mere moderne standard til Schutztruppe. En af grundene til, at sønderjyderne var så talrigt til stede i kolonien, var en hjælpeekspedition, der udgik fra den tyske havn Wilhelmshafen, i starten af 1915. Sønderborgenseren Nis Kock fik i årene efter krigens afslutning og genforeningen udgivet sine erindringer med hjælp fra Christian P. Christensen. Sammen lavede de bogen ”Sønderjyder Forsvarer Østafrika”, der udkom i løbet af 1930'erne. I denne beskriver han rejsen ombord på blokadebryderen Speerbrecher A eller S/S Kronborg til Tysk Østafrika, samt hans efterfølgende krigsforløb i landet efter skibet sank.
Speerbrecher A var faktisk et beslaglagt engelsk skib, og da det var i samme klasse som det danske skib S/S Kronborg, blev det forklædt som det danske handelsskib, der var sat til at sejle fra Sverige til La Plata. For at fuldende forklædningen var det nødvendigt med en dansktalende besætning, i tilfælde af at de skulle blive stoppet af engelske skibe, og det var her de sønderjyske krigsdeltagere kom ind i billedet. En gruppe dansktalende sønderjyder, heriblandt Nis Kock, blev hvervet til denne farefulde hjælpeekspedition. Dette var ikke nogen nem ekspedition i det hele taget, da briterne, som nævnt tidligere, havde opsat blokader stort set over hele verden for at forhindre forsyninger i at blive fragtet rundt. Den umiddelbare plan for S/S Kronborg var at sejle til Østafrika, hvor den tyske krydser ”Königsberg” lå i Rufijiflodens munding og blev blokeret af engelske krydsere. Königsberg skulle forsøge at bryde igennem, så Kronborg kunne give dem kul og granater, og resten af krigsmateriellet skulle losses i land. Bagefter skulle de vende tilbage til Tyskland, alt i alt, skulle rejsen vare 6 måneder eller indtil krigens afslutning, var beskeden.
Rejsen mod Østafrika begyndte den 18. februar 1915, hvor Kronborg satte ud fra Wilhelmshafen i det nordlige Tyskland. Blokadebryderen lykkedes med at undvige den britiske blokade, hvilket også kan have noget at gøre med, at de ikke lignede et tysk skib ved første øjekast. Det holdt dog ikke hele vejen. Da Kronborg ankom til Østafrika, forsøgte de at komme i kontakt med Königsberg og blev derigennem afsløret. Det britiske skib ”Hyacinth” var straks efter dem og forfulgte dem til Mansabugten, hvor Kronborg blev skudt i sænk. Det lykkedes besætningen at redde sig selv i land, men størstedelen af skibets last endte med at brænde op. Den succesfulde mission var i sidste ende ikke særlig succesfuld.
Nis Kock efter ankomsten til Tysk Østafrika. Foto: Sønderborg Slot.
Den Store Safari
Efter Kronborgs besætning var kommet i land, kom de også videre til Dar Es Salaam, hvor de blev indrullet i Schutztruppe. Krigen i Østafrika var en bevægelseskrig, meget ulig hvad der foregik på vestfronten. General Lettow-Vorbeck havde luret, at det var nødvendigt med konstant bevægelse for ikke at blive låst fast i skyttegravskrig mod en fjende, der var langt bedre udstyret og forsynet. Tyskerne fik de fleste af deres forsyninger fra besejrede britiske tropper. I britisk Østafrika havde briterne en pendant til Schutztruppe kaldet KAR eller ”King’s African Rifles”, der var langt fra lige så vante til den besværlige krigsskueplads.
Nis Kocks bidrag var blandt andet at dreje granater, hvilket betyder, at man ”skærer” en større kaliber granat til, så den kunne passe i de tyske kanoner. Og så fik han også til opgave at lave miner ud af diverse materialer. Noget han i sine erindringer tydeligvis har kvaler med, da det ikke er til at sige, hvor mange afsprængte lemmer han havde forårsaget. Krigen i Østafrika var som sagt i konstant bevægelse, og det ender også med, at Lettow-Vorbeck måtte trække sine tropper helt ud af landet, ned til hvad der i dag er Mozambique, men han vendte dog tilbage. Lettow-Vorbecks ”hær” var den eneste, der ikke definitivt blev besejret eller overgav sig. Det var først 2 dage efter våbenstilstanden, den 13. november 1918, at han fandt ud af, at krigen var afsluttet, efter en britisk motorcykelpatrulje blev taget til fange.
Op til marchen ud af Tysk Østafrika havde der været en række slag og mindre kampe ned igennem landet. Sidst i 1917 var Schutztruppe på retræte ned igennem landet, og de fleste af delingerne skulle samles i Nambindinga. Her endte General Lettow-Vorbeck med at marchere ud fra i løbet af natten til den 18. november 1917 samt efterlade op mod 1000 askari og tyske tropper. Mange af dem blev efterladt simpelthen fordi, de var for syge eller sårede til at fortsætte. Heriblandt en del af sønderjyderne fra Kronborg. Nis Kock var iblandt dem, da han var så syg af malaria, at han måtte blive tilbage. I bogen om hans deltagelse beskrives det: ”Det var den 18. Oktober 1917, at den store Overgivelse ved Nambindinga fandt Sted. Ude omkring i den store Lejr laa mange Sønderjyder fra ”Kronborg”, men vi saa først hinanden flere Dag senere paa Vej til Lindi.” [forfatternote: datoen her er en fejl i Nis Kocks bog. Den reelle dato for overgivelsen var altså 17-18. november 1917].
Kronborgs besætning i Tanga på hotel ”Afrika”, kort tid efter ankomsten til Tysk Østafrika. Foto: Sønderborg Slot.
Tilfangetagelsen og hjemkomsten
Den store overgivelse ved Nambindinga endte altså med, at mange af de tilfangetagede blev sendt til havnebyen Lindi, hvorfra en del af fangerne og heriblandt sønderjyderne blev sendt til den britiske fangelejr i Egypten, Sidi Bish. Det var først i efteråret 1919, at de sønderjyske krigsfanger kunne vende tilbage mod nord, og det var blandt andet fordi, de ville forsikre, at de kunne stemme om den eventuelle genforening året efter. Det var det danske skib ”Valkyrien”, der hentede de sønderjyske krigsfanger, hvor blandt andet Kronprins Frederik (senere Kong Frederik IX) og hans bror Prins Knud var ombord. Hjemrejsen bragte dem til Danmark, hvor de blev hyldet inden hjemkomsten til Nordslesvig, hvor de kunne være med til at afgøre grænsedragningen. Det var langt fra alle af de deltagende sønderjyder i Østafrika, som var dansksindede. Hvilket også gjorde sig gældende for de sønderjyske krigsdeltagere over hele verden, men det kan ofte ses i de dansksindede og deres erindringer, at deres deltagelse i krigen var en måde at yde deres pligt, for i sidste ende forhåbentlig at kunne kræve deres ret til en genforening.
Opsamling
Første Verdenskrig er et kæmpe emne og en krig med så mange fokuspunkter. Det er altid interessant for os som danskere at finde et koblingspunkt til Danmark. Og angående involvering i den Store Krig, er det tætteste, vi kommer, nok de sønderjyske krigsdeltagere. Jeg har været meget fascineret af emnet længe og endnu mere omkring de ”glemte” elementer. Det, at der blev ført en hel anderledes krig på et andet kontinent end Europa, og det faktum, at der var en del sønderjyder til stede, vækkede især min interesse. Denne korte artikel berører nærmest kun en brøkdel af, hvad der foregik i Tysk Østafrika, både omkring selve krigsforløbet, men der var også et helt andet skib med sønderjyder, der blev sendt derned, som jeg desværre har måtte udelade i dette indlæg. Jeg håber dog, at dette kan pirre interessen for nogen til at udforske emnet nærmere.
Forslag til videre læsning:
Anderson, Ross. 2014. The Forgotten Front: The East African Campaign 1914-1918. The History Press
Christensen, Christen P. 1937. Sønderjyder Forsvarer Østafrika, 1914-18. Martin. [Tilgængelig på hjemmesiden www.denstorekrig1914-1918.dk].
Hoyt. Edwin P. 1968. The Germans Who Never Lost: The story of the Königsberg. Funk and Wagnalls.
Miller, Charles. 1974. Battle For The Bundu. Macdonald and Jane's.
Nissen, Anker. 1962. Sønderjylland Afrika tur retur: Anker Nissens oplevelser som tysk soldat i Afrika under første Verdenskrig. Privat oplag. [Tilgængelig på hjemmesiden www.denstorekrig1914.1918.dk].
Paice, Edward. 2008. World War I: The African Front – An Imperial War on the Dark Continent. Pegasus Books.
Forfatterbiografi
Lucas Enghoff Olsen er historiker og blev cand.mag. i kulturhistorie med tilvalg i museologiske studier ved Aarhus Universitet i 2019. Hans interesser spænder vidt fra ældre tids historie til mere moderne tid såsom første verdenskrig, men også aarhusiansk byhistorie. Hans speciale blev udført i samarbejde med Besættelsesmuseet i Aarhus, der mundede ud i et produkt omkring sabotage og schalburgtage i Aarhus under besættelsen.