Besættelsen i Thisted - Danmarks sidste retslige hekseproces
En undersøgelse af de retslige hekseprocesser i Danmark i 1600-tallet med særligt fokus på en sag, der blev kendt som ”Besættelsen i Thisted” fra 1696-98. Det danske samfund og den danske befolknings menneskesyn forandrede sig med Reformationens indførelse, og hekse blev af kirken anset som værende farlige, da de ifølge kirken, ”Brugte gamle katolske ord og vendinger, påkaldelse af helgener og uforståelige remser og koder.”
"Heksene og deres besværgelser” fra 1646 af italienske Salvator Rosa. Overalt i billedet er hekse i gang med deres okkulte ritualer, og et godt eksempel på kirken og folkets billede af hekse på denne tid. Foto: Salvator Rosa / National Gallery London.
De skræmmende hekse
De personer, som blev anset af samfundet som værende hekse, blev i mange henseender udråbt som hekse, fordi befolkningen havde brug for en eller flere personer at give skylden for død, ulykke, en fejlslået høst, syge husdyr eller andet. Det blev for det meste landsbyens særling eller en forhadt nabokone, som blev udråbt og hængt ud som heks. Da landsbylivet for langt de flestes vedkommende var hårdt og fattigt, kunne det være en hjælp for landsbybefolkningerne at have en eller flere syndebukke.
Efter Reformationens indførelse i Danmark i 1536 blev det nødvendigt at få gennemført de samfundsændringer på kirkeområdet, som kredsen omkring kongen og kongen selv ønskede. En af disse ændringer var, at de ønskede at få mere kontrol over de religiøse bevægelser i samfundet, som kunne true kongemagten, der var skrøbelig på daværende tidspunkt. Denne kontrol kom til udtryk ved, at kongemagten begyndte at blande sig i befolkningens sociale og moralske liv. En konsekvens af Reformationens indførelse var, at trolddomssagerne overgik fra den kirkelige til den verdslige ret. Ved dette skifte begyndte befolkningen samt myndighederne at fokusere på den konkrete skadevold. Den kendte og populære Kong Christian IV (regeringstid: 1596-1648) var også en ivrig heksejæger, hvilket blev et vendepunkt i den religiøse disciplinering af befolkningen. I 1617 indførtes en lov, som medførte, at det blev nemmere at forfølge personer, som var mistænkt for at være hekse. De verdslige magters moralske og religiøse disciplinering og love var med til at skabe frygt for trolddom i befolkningen, og dermed eksploderede hekseprocesserne i 1600-tallet. Dette kulminerede i 1683 med Christian V’s Danske Lov, der gav kongen og de gejstlige mere magt. Denne stramning medførte, at alle folk – især præster – havde pligt til at angive personer, som de mistænkte for at udøve trolddom. Sagen fra Thisted kan anses som værende et eksempel på Danmarks officielle opgør med datidens tro på hekse, da det som bekendt er den sidste retslige hekseproces.
Moralsk og religiøs disciplinering af befolkningen
Reformationen bragte mange ændringer med sig, både i henhold til magtpositioner, traditioner og religiøs disciplinering af befolkningen. En af de væsentlige forandringer var, at de dele af den katolske fromhed, der blev anset af Luther og hans tilhængere som værende afgudsdyrkelse eller kætteri, blev udryddet. Dette betyder, at blandt andet helgendyrkelsen og andre magiske dele forsvandt. Dog forsvandt den ikke helt, da nadveren i protestantismen ansås for at være magisk. Uddelingen af nadveren overgik fra at være et messeoffer, der er et sakramentalt offer, til at blive et symbol på Jesu blod og legeme. Men ikke alt magi blev set på som en god ting, derimod blev sort magi set som værende ondskab. Sort magi defineres bl.a. som det at stå i forbindelse med Djævelen, og igennem ham kunne gøre skade på sine medmennesker. Det var specielt kvinderne, der blev anset for at kunne stå i forbindelse med Djævelen og igennem ham gøre skade. De kristne havde lettere ved at acceptere, at deres dårligdom og elendighed skyldtes kvinder, der brugte sort magi givet til dem af Djævelen, end at det skulle være Guds straf til dem for deres egne synder.
En af præstens pligter efter Reformationen blev, at han skulle holde øje med, om nogen blev besat af Djævelen, hvilket betyder, at han skulle overvåge sin menighed. Dette betød, at han skulle være opmærksom på, om der var nogen, der begyndte at opføre sig mærkeligt eller sige ”græske eller latinske ord”. Blev præsten tilkaldt til en mistanke om besættelse, så var det hans pligt at komme. Præsten havde derefter pligt til at konsultere den lokale biskop og læger, da man ville sikre sig, at der var tale om en besættelse og ikke en sygdom.
Der kom flere hekseprocesser i Danmark efter Reformationen, da troen på Djævelens evne til at tage bo i folk accelererede. Den danske befolkning begyndte at se tegn på Djævelen og hans værk overalt. Ting, som tidligere nok var blevet set som værende tilfældigt eller som udslag af uheld eller folks egen uduelighed, blev nu tillagt Djævelen igennem hans redskaber, altså heksene. Et eksempel på dette fra sagen Besættelsen i Thisted er, at Maren Madsdatter påstår, at det er Anne Verts skyld, at Marens ølbrygning aldrig lykkes.
Bekæmpelse af trolddom
Et af de lovgrundlag, som var gældende under Besættelsen i Thisted var Christian V.’s Danske lov fra 1683. De artikler i Danske lov, 6. Bog, 1. Kap, som omhandler trolddom, er artikel 9+10 og 12+13. Artikel 9 fortæller om straffen for udøvelse af trolddom, hvilket var, at man skulle brændes levende på bålet. Artikel 10 fastslår, at skadevolden hørte under trolddomsudøvelse. Artikel 12 siger, at de katolske magiske træk nu hørte under trolddomsudøvelse for eksempel ”Signen og manen”. Artikel 13 siger, at folk, der kendte til hekse eller gjorde brug af hekses hjælp var medskyldige og skulle straffes med bødestraf og hvis dette gentog sig, så skulle de straffes ligesom heksene – det vil sige, at de skulle brændes levende på bålet. Kongen lavede en tilføjelse til loven i 1686, som hedder ”Reskript af 21. juli 1686 til landsretterne” og denne tilføjelse siger:
Vor nåde tilforn, eftersom vi kommer udi erfaring, at der skal være adskillige i vort land Nørre Jylland, som for trolddom beskyldes, da er vor allernådigste vilje og befaling, at når dom i sagerne til Landstinget er gået, I da de vedkommende advarer, at de ingen af de beskyldte personer lader henrette, førend at sagerne for vores Højesteret bliver examinerede og påkendte.
Denne tilføjelse gjorde, at appelretten blev udvidet til Højesteret, og at Højesteret skulle godkende alle dommene i trolddomssagerne. Den medførte, at det blev svært at føre trolddomssager i Danmark, da de fleste sager, som nåede til Højesteret i de fleste tilfælde endte med en frifindelse. Det var nu også anklageren, som skulle betale sagens omkostninger, og det kunne godt blive dyrt i tilfælde af en frifindelse. Der skete ikke væsentlige ændringer i lovgivningen de følgende cirka 175 år, og trolddomsparagrafferne blev helt fjernet fra straffeloven i 1866.
Christian V’s Danske lov indeholder Reformationstanker, da det blandt andet ud fra den kan læses, at Kongen begyndte at blande sig i befolkningens private tro og moral, og med denne lov blev et nyt lovgrundlag dannet for de fremtidige retslige hekseprocesser. Besættelsen i Thisted er funderet på det nye lovgrundlag, hvilket fik stor betydning for sagens gang. En anden gældende lov på trolddomsområdet omkring brugen af tortur var 1617-forordningen. Ifølge denne lov, så måtte der ikke bruges tortur for at fremtvinge en tilståelse, da det var forbudt at bruge tortur før den endelige domsfældelse. Det eneste, der kunne lede til domsfældelse af en heks, var vidneudsagn. Dette passer fint med hændelserne i sagen fra Thisted, der kun byggede på vidneudsagn. Tortur før en domsfældelse blev afskaffet, da Chr. III’s reces af 1547 blev indført, hvilket betyder, at det ikke var lovligt at anvende tortur for at skaffe en tilståelse. Dette skyldes, at man ville undgå falske tilståelser.
Et eksempel på et Tinghus og en retssag i 1600-tallet fra juridisk håndbog Osterssøn Veylle.
Foto: Dansk Folkemindesamling / Det Kongelige Bibliotek.
Besættelsen i Thisted
Når en person var blevet anklaget som værende heks, så skulle sagen prøves ved det lokale herredsting. Det foregik således, at retten afhørte anklageren, som skulle fremlægge de konkrete skader, som den mistænkte heks havde forvoldt. Det er op til anklageren at skaffe vidner, som ville fungere som beviser for skadevolden. Herefter fik den anklagede heks lov til at forsvare sig, og det kunne hun gøre ved, at hun selv fandt vidner, som ville fortælle om hendes gode navn og rygte. Dette var dog ikke altid muligt. Efter dette blev sagen sendt videre til landstinget, der stod for domsfældelsen og strafudmålingen. De personer, som efter sigende var besatte i ”Besættelsen i Thisted” var Maren og Karen Spillemands, Kirsten på 9 år og Inger Fausmand. De påståede hekse fra sagen var Anne Vert, Anne Christensdatter og Anne Søe.
De lokale gejstlige, der spillede en rolle i sagen, var præsten Ole Bjørn, Poul Rytter og Chr. Fred. Derudover var de lokale verdslige, der medvirkede i sagen, borgmester Enevold Berregaard og amtmand Jørgen Skeel Due. Medlemmerne af de forskellige kommissioner, der var under sagen, var amtmanden Otto Skeel, læge Niels Jespersen, Biskop Jens Bircherod, landsdommer Chr. Bartholin, Matthias Rosenvinge, biskop Braem og provst Reenberg. Den regerende konge på dette tidspunkt var Chr. V.
Det, der skete var, at præsten i Thisted Ole Bjørn mistænkte Maren Spillemands for at være besat af onde ånder. Disse onde ånder skulle efter sigende have besat hende på grund af en heks. I løbet af kort tid var omkring 10 andre kvinder, heriblandt en 9-årig pige, også under mistanke. Ole Bjørn var foruden præst, også djævlemaner og heksejæger. Hans overhoved, biskoppen i Aalborg Jens Bircherod, hældte i begyndelsen til at give Ole Bjørn ret i hans mistanke. Biskoppen ændrede dog efterhånden holdning og valgte at igangsætte nogle mere omhyggelige undersøgelser, imens de lokale domstole valgte at dømme de to kvindelige hekse til at skulle brændes på bålet. Herefter valgte nogle af de ”besatte” kvinder at gå til bekendelse og indrømme, at hele sagen var opdigtet. Tilståelsen medførte efterfølgende, at de hekse, som havde tilstået, blev frikendt ved Viborg landsting. De kvinder, som til gengæld havde ladet som om, de var besat, endte med at komme for kommissionsdomstolen i Aalborg, hvor en del af dem blev dømt til døden for deres bedrag. En del af deres medskyldige, inklusive Ole Bjørn, blev idømt andre strenge straffe.
Kommissionsdommen blev senere ændret gevaldigt, da Højesteret behandlede sagen. Dette skete i slutningen af 1697. Højesteret kom egentlig ikke frem til et andet resultat, end det kommissionsdomstolen var kommet frem til, hvilket var, at de besatte kvinder havde opdigtet ”besættelsen”. Da Højesteret behandlede sagen, opdagede de, at der var sket forskellige uregelmæssigheder i forbindelse med kommissionsdomstolens behandling af sagen. Dette medførte bødestraffe eller alvorlige reprimander til de relevante kommissionsmedlemmer og biskop Jens Bircherod. Denne sag endte ud i en retssag, hvor de anklagede kvinder egentlig ironisk nok blev dømt, på grund af deres løgn omkring deres trolddom.
"Anneken Hendriks, bundet til en stige, brændt i Amsterdam" i 1571 af Jan Luyken fra 1685. Den sidste danske hekseafbrænding fandt sted i Danmark i 1693, men blev forbudt som henrettelsemetode i 1866. Denne skæbne mødte Maren Spillemands heldigvis ikke.
Foto: Dansk Folkemindesamling / Det Kongelige Bibliotek.
Hekseprocessernes ophør i Danmark
En af årsagerne til hekseprocessernes ophør i Danmark var, at appelretten blev udvidet til også at gælde Højesteret, hvilket betyder, at hvis en sag blev appelleret, så kunne den føres helt til højesteret, der nu skulle godkende alle dommene i hekseprocesserne. Dette medførte, at det blev meget svære at vinde en retssag mod en påstået heks. I langt de fleste sager, som nåede til Højesteret, endte som regel med, at ”heksen” blev frifundet, og det medførte, at det blev dyrere at føre retssag mod en påstået heks, da det nu var anklageren, som skulle betale for hele retssagen – fra begyndelse til domsfældelse.
De samfundsændringer, der førte til hekseprocessernes ophør i Danmark, startede i Tyskland og Frankrig. Oplysningstidens tanker begyndte at slå igennem, og formålet var bl.a. at rense for alt overtro, inklusiv troen på magi og hekse. Dette påvirkede videnskaben i Tyskland, der nu begyndte at forklare folks særheder med hjælp fra psykiske sygdomme, der nu blev indført som begreb. Denne opfattelse tog de danske teologer med sig til Danmark efter deres uddannelsespligtige år i udlandet. Her hentede de også den nye opfattelse af synd og skyldsbevidsthed. Dette betød, at det er Gud alene, der sørgede for en persons retfærdighed, så når pågældende person oplevede modgang, så skyldes dette ikke længere en heks, men det var Guds retfærdige straf. Menneskene måtte ikke tage retfærdigheden ud af Guds hænder. Dette teoretiske grundlag tog teologerne med sig til Danmark, hvilket medførede, at kongen ændrede lovgivningen, og dermed skulle sager gå helt til højesteret. Højesteretsdommerne på denne tid var lærde mænd, der krævede mere håndfaste beviser end dommerne i de små lokalsamfund. Dette medførte, at der kom flere sager, som for eksempel ”Thisted-sagen”, der endte med en frifindelse af ”heksene”, og hvor anklagerne selv blev dømt som løgnere.
Forslag til videre læsning:
Bæksted, Anders, Besættelsen i Tisted 1696 – 98, Ejnar Munksgaards forlag, København, 1960, bind I & II.
Henningsen, Gustav, Fra heksejagt til heksekult 1484 – 1984, Gyldendal: 1984.
Johansen, Jens Christian Vesterskov, Da Djævelen var ude…, Odense Universitetsforlag, 1991.
Lausten, Martin Schwarz, Reformationen i Danmark, Forlaget ANIS, 2011.
Svendrup, Torben, Reformationen – en værdikamp, Nathanaels kirke, 2008.
Desuden har Louise Nyholm Kallestrup skrevet flere gode bøger om heksehistorien – både i Danmark og i udlandet.
Om forfatteren
Herle Margrethe er uddannet cand.mag. i kulturhistorie fra Aarhus Universitet (2020) efter at have skrevet speciale om argumentationsformerne brugt i den offentlige debat op til indførelsen af den kvindelige valgret med grundlovsændringen 1915. Hendes faglige interesseområder er alt fra den franske reformation og op til nutidens tv-kultur. Hun har sin egen kvindehistoriske blog, hvor hun er med til at skrive glemte kvinder ind i historien - https://danskkvindehistorie.blogspot.com/.