Atypiske modstandsgrupper: Frihedsrådets lokalkomiteer under og efter besættelsen
I efteråret 1943 blev Danmark Frihedsråd dannet med det formål at samle og kontrollere modstandskræfterne i Danmark. Frihedsrådet var sammensat af Danmarks Kommunistiske Parti, Ringen – en akademisk funderet organisation, Frit Danmark – en tværpolitisk organisation, som var dybt engageret med den illegale presse samt Dansk Samling – et nationalistisk parti med rødder i højskolebevægelsen.
Frihedsrådet var den samlede modstandsbevægelses selverklærede ledere, og for at kunne nå ud til hele landet var det nødvendigt med lokale repræsentanter. I efteråret 1944 blev Frihedsrådets lokalkomiteer derfor dannet i en lang række byer udover København. Komiteerne blev en tilføjelse til det i forvejen farverige modstandslandskab. Komiteerne adskilte sig dog fra de øvrige modstandsgrupper, idet ansvarsområder og social sammensætning var anderledes.
Indlægget tager udgangspunkt i mit speciale om Frihedsrådets lokalkomiteer. I min afhandling fandt jeg, at komiteerne var overraskende komplekse, og at mange facetter af besættelsestidens slutfase kan belyses ud fra deres virke. Alt dette kan ikke opsummeres i dette indlæg. Målet her er i stedet at give en introduktion til komiteerne som modstandsgrupper samt fremsætte en overordnet vurdering af deres indsats under og efter besættelsen. Fordi dette er en opsamling af væsentlige pointer i min afhandling, er fremstillingen deskriptiv med kildemæssige og analytiske mellemregninger udeladt. Hvis læseren savner disse, anbefaler jeg mit speciale Frihedsrådets lokalkomiteer: Typiske lokalråd, atypiske modstandsgrupper.
Hvad og hvem var lokalkomiteerne?
Ideen om at oprette lokalkomiteer stammede fra England. BBC, Englands officielle talerør over for det besatte Danmark, havde været i tvivl om, hvornår de skulle støtte strejker i danske byer, fordi Frihedsrådets holdning til de forskellige strejker havde været uklar. Der var brug for lokale, som på stedet kunne tage stilling på rådets vegne. Derfor blev Frihedsrådet opfordret af de allieredes hovedkvarter for Vesteuropa, SHAEF, til at oprette komiteerne. Forslaget blev fremsat i sommeren 1944, og fra september 1944 blev lokalkomiteerne dannet.
Selvom SHAEF foreslog komiteerne, var det Frihedsrådet som stod for oprettelsen af grupperne og definitionen af deres formål. Frihedsrådet udsendte ifm. gruppernes dannelse et opråb, som forklarede komiteernes virke: ”For at hindre Usikkerhed og Splittelse opretter Raadet for Tiden i alle større Byer Lokalkomiteer, der ligesom Frihedsraadet er sammensat af Repræsentanter for alle større Modstandsorganisationer, og som vil formidle Raadets Parole og optræde efter Raadets Retningslinjer i lokale Spørgsmaal.” Rådets definition af ”større byer” passer ca. til de 30-40 største byer udover København.
Lokalkomiteerne skulle sammensættes med udgangspunkt i de samme fire organisationer, som udgjorde grundstammen i rådet. Som regel var de fire parter også repræsenteret. Udover DKP’erne, som ofte bestod af arbejdere, kom de fleste medlemmer fra de øvre samfundslag. Dertil havde komiteerne selv lov at udvide med andre fremtrædende borgere, hvilket de typisk også gjorde (en typisk komité bestod af fem-ni personer). Resultatet blev, at der var en overvægt af læger, jurister, redaktører, præster og andre personer med toneangivende lokal indflydelse i komiteerne. Faktisk var kun ca. 10 procent af medlemmerne arbejdere. Et gennemgående træk var desuden, at medlemmer var aktive i foreninger eller i lokalpolitik. Der var f.eks. næsten altid et byrådsmedlem med i lokalkomiteen. Aldersgennemsnittet for komiteerne var 43 år, hvilket var atypisk for modstandsgrupper, der oftest bestod af personer under 30. I det hele taget lignede komiteerne i højere grad lokalråd end modstandsgrupper.
S. A. Hanssen (tv.) og Axel Guldager (th.) til fest kort efter befrielsen. De var begge overlæger og medlem af Esbjergs lokalkomité. Ingen af dem minder om den typiske unge modstandsmand. Foto: Historisk Samling fra besættelsestiden.
Et typisk lokalkomitémedlem var Jørgen Munch-Christensen: Han var boghandler, aktiv i Dansk Vandrelaug og medstifter af Vejle Litteraturforening. Under besættelsen kom han med i Vejles lokalkomité. Efter besættelsen blev han konservativt byrådsmedlem og leder af Frihedsfondens Vejle-afdeling. Mange lokalkomitémedlemmer var som Munch-Christensen – socialt engageret før, under og efter besættelsen og aktive i lokalsamfundet. De, som gik med i komiteerne, var ikke bare nogen, der var vågnet op til dåd. Det var personer, som gjorde det, de plejede – yde en social indsats i det lokale.
En ujævn start
Lokalkomiteerne kom dårligt fra start. I en af Frihedsrådets interne rapporter fra efteråret 1944 beskrives komiteerne som ”initiativløse” og ”uduelige”. To årsager bag vurderingen var sandsynligvis, at frihedsrådsmedlemmerne ikke følte, de havde kontrol over gruppernes sammensætning, idet komiteerne selv styrede medlemsoptaget. Den anden grund var jævnlige sammenstød mellem militære modstandsgrupper og komiteerne om, hvem der bestemte hvad, hvorfor Frihedsrådet blev nødt til at mægle. Det er pudsigt, at komiteerne blev oprettet ”For at hindre Usikkerhed og Splittelse”, idet de tilsyneladende havde den modsatte effekt den første tid. Selvom der, måske med god grund, var utilfredshed med komiteerne, er spørgsmålet, om de så faktisk var initiativløse og uduelige? Tages der alene udgangspunkt i komiteernes indsats under besættelsen, er svaret, at de var rimeligt passive, men hverken uden initiativ eller evner.
Komiteerne lykkedes mange steder med at organisere strejker og protester, udsende opråb og videreformidle Frihedsrådets paroler. Det var en stor del af dette arbejde, komiteerne var sat i verden for, hvilket de typisk også udførte på en fornuftig måde. Derudover havde komiteerne organiseret et beredskab, så de kunne træde til som organisatorer mellem myndigheder, lokale modstandsgrupper og Frihedsrådet i tilfælde af en allieret invasion af Danmark. Invasionen skete ikke, men der lå en væsentlig indsats i at kunne træde til i tilfælde af en dansk D-dag.
Løbeseddel med opfordring til strejke, udsendt af Frihedsrådets Lokalkomité i Esbjerg.
Foto: Historisk Samling fra besættelsestiden.
I forlængelse af beredskabet havde komiteerne ofte god kontakt med lokalpolitikerne og med undergrundspolitigrupper. I mange byer udarbejdede politigrupperne sammen med komiteerne arrestationslister på dem, som skulle interneres efter besættelsen. De forberedte sig altså også på en befrielsessituation, hvor der var en forventning om et opgør med ’landssvigerne’. Oftest løftede politigrupperne det meste af arbejdsbyrden, men igen er det komiteernes overordnede virke, som gør dem interessante. De planlagde fremad og kunne reagere på en række forskellige scenarier, hvad enten det var befrielse eller invasion.
Komiteerne træder i karakter
Hvor komiteernes indsats under besættelsen ikke var særlig iøjnefaldende, så vågnede de op til dåd i maj 1945. Lige så snart befrielsesbudskabet var blevet læst op, gik komiteerne i gang med at tøjle de vilde kræfter blandt såvel civile som modstandsfolk.
Plakat med opfordring til at bevare roen og afstå fra selvtægt.
Foto: Frihedsmuseets plakatsamling.
4.-5. maj udsendte komiteerne opråb med opfordring til at “Bevare Roen og Disciplinen“ og undlade selvtægt. Komiteerne kunne som repræsentanter for modstandsbevægelsens ledelse understrege, at der ikke var opbakning til selvtægt. Overgreb fandt selvfølgelig sted, forretninger blev raseret, ’tysker-venlige’ danskere blev overfaldet, og modstandsfolk samt ’gadens parlament’ forfulgte flere steder såkaldte ’tyskerpiger’. Når sådanne episoder fandt sted, fordømte komiteerne offentligt handlingerne. Dette er interessant, fordi der i besættelsestidslitteraturen har været en tendens til at sætte modstandsbevægelsen i bås som én homogen masse, eksempelvis ifm. modstandsfolks overfald på tyskerpiger. Komiteerne var derimod en fraktion i bevægelsen, som forsøgte at tøjle dem, der havde blod på tanden.
Komiteerne havde også sammenstød med modstandsfolk ifm. interneringerne af landssvigere: F.eks. sørgede komiteerne for, at de, som umiddelbart ikke kunne dømmes, blev løsladt. F.eks. annoncerede Fredericias lokalkomité kort efter befrielsen, at de havde løsladt 75 personer, der ikke var nok beviser imod. Derefter fik de fejlinternerede en officiel undskyldning. Komiteerne sendte dermed et signal om, at de handlede efter korrekte retslige principper (så korrekte som de nu kunne være i maj 1945). Dette førte imidlertid til konflikter med dele af modstandsbevægelsen. Bl.a. besatte modstandsfolk i Aalborg arresten i protest mod løsladelserne. I Esbjerg gik over 100 bevæbnede modstandsfolk på gaden med krav om mere udrensning. I begge tilfælde var komiteerne derefter med til at deeskalere konflikten – groft sagt modvirkede komiteerne pøbeltendenserne i befrielsesdagene.
Den britiske historiker Ian Kershaw har analyseret den umiddelbare efterkrigstid i Europa. Han finder, at de steder, hvor overgreb og selvtægt var værst, var der, hvor der officielt ikke blev taget afstand fra volden. Det kan ikke måles, hvor stor forskel komiteerne gjorde, men at lokale fremtrædende personer og modstandsledelsen tog afstand fra selvtægten, gjorde nok at majdagene blev mindre voldsomme i Danmark end i f.eks. Frankrig, hvor over 10.000 blev dræbt i private opgør efter krigen.
Den sociale indsats Hvor komiteerne var på kollisionskurs med de aktivistiske modstandsfolk i befrielsesdagene, ændrede billedet sig gradvist, da lokalkomiteerne oprettede og drev kontorerne for særlige anliggender. 10. maj 1945 udsendte Frihedsrådet en meddelelse om kontorernes formål, som var: “At formidle Udbetaling af øjeblikkelig Hjælp til Husly og Kost til Frihedskæmpere, hjemvendte Flygtninge og Internerede i den Udstrækning disse ikke selv har midler til Raadighed”.
Kontorerne tog sig imidlertid af mere. F.eks. sørgede de for, i samarbejde med Arbejds- og Socialministeriet, at arbejdsløse modstandsfolk fik særlig hjælp til at komme i arbejde igen. Kontorerne varetog også modstandsfolks interesser over for civile arbejdsgivere. Bl.a. i Aalborg hvor lokalkomiteen førte en sag for en modstandsmand, som var blevet fyret af DSB, fordi han havde forsømt sit arbejde grundet engagement i modstandsbevægelsen. Efter komiteens mellemkomst blev manden genansat. Sagen fra Aalborg var langtfra unik. Komiteernes indsats var med til at sikre en strakshjælp til nødlidende modstandsfolk, således at de ikke blev tabt på gulvet i den første efterkrigstid. Komiteerne gik dermed fra at være dem med den løftede pegefinger til at være en slags interesseorganisation for modstandsfolk.
Lokalkomiteernes sociale indsats var vellykket, hvilket sandsynligvis skyldtes, at komiteernes medlemmer var folk, som var vant til den type arbejde. Dette blev desuden hjulpet på vej af staten, der velvilligt finansierede modstandsfolkenes tilbagevenden til civilsamfundet. Det var i statens interesse at ’rehabilitere’ de unge, bevæbnede og til tider politisk radikaliserede modstandsfolk, så de blev en del af civilsamfundet igen – frem for en modpol til det. Dette var sandsynligvis også i mange af komitémedlemmernes interesse, da de typisk var fremtrædende systemtro folk på det borgerlige demokratis side.
Kvinde overfaldes og klippes i Viborg kort efter befrielsen. Lokalkomiteerne fordømte disse overgreb. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv.
Atypiske modstandsgrupper
Ud fra en sabotagemæssig målestok havde komiteerne ikke nogen betydning. I det hele taget var deres indsats under besættelsen begrænset, hvilket nok er forklaringen på, hvorfor litteraturen om besættelsen har overset dem. Deres indsats omkring befrielsen var dog vigtig, fordi de formåede at tæmme de vilde hævngerrige kræfter, og fordi de fik organiseret en enorm hjælpeindsats til nødlidte modstandsfolk – til gavn for både modstandsfolkene og for samfundet bredt set. Komiteernes indsats bar frugt, fordi de gjorde det, de var bedst til –agere som typiske lokalråd med flair for organisering og samfundsengagement. Komiteerne var i høj grad atypiske modstandsgrupper – men i kraft af deres atypiske rolle blev de betydningsfulde på et skelsættende tidspunkt i danmarkshistorien.
Forslag til videre læsning:
Bjørnvad, Anders. 1988: Hjemmehæren: Det illegale arbejde på Sjælland og Lolland-Falster 1940-45. Odense Universitetsforlag.
Jakobsen, Frode. 1975: I Danmarks Frihedsråd. Bind 1-2. Gyldendal. 2. Oplag.
Petersen, Orla Strange. 1946. ”Frihedsrådets Lokalkomite”. Georg Andrésen (red) Aarhus under Besættelsen, Forlaget Aros, s. 298-307.
Rasmussen, Søren Werther Kjær. 2018. ”Frihedsrådets lokalkomité i Esbjerg”. Levende Viden Årgang 6, S 110-121.
Trommer, Aage. 1973: Modstandsarbejde i nærbillede. Odense University Press.
Om forfatteren
Søren Werther Kjær Rasmussen (f. 1993) er uddannet cand.mag. i historie og engelsk fra Aarhus Universitet i 2020. Hans fokusområder inden for historie er besættelsestiden samt dansk industrihistorie. Pt. er han kommunikationssansvarlig på Oplevelsescenter Harteværket samt tilknyttet Historisk Samling fra Besættelsestiden (under Sydvestjyske Museer) som formidler.