”…en Kaste, som Samfundet ikke regned med” - Amalie Skram om dårevæsnet
Dette blogindlæg omhandler den norske forfatter Amalie Skram, og hvordan hun fremstiller datidens dårevæsen i slutningen af 1800-tallet igennem hendes delvist selvbiografiske romaner ”Professor Hieronimus” og ”Paa St. Jørgen”, der begge udkom i 1895, samt hvordan disse romaner blev modtaget efter deres udgivelse.
Portræt af Amalie Skram, ca. 1874. Foto: Nasjonalbiblioteket
Den historiske baggrund for 1800-tallets dårevæsen
I Christian den femtes Danske Lov fra 1683 står der skrevet:
”Findes nogen rasende eller gal, da må hvem der vil binde ham og føre ham til tinge og tilbyde hans frænder ham, og de er pligtige til at forsvare ham, såfremt de har middel dertil; hvis ikke, da bør øvrigheden at sætte ham i forvaring”.
I denne lov er det specielt den sidste sætning om, at øvrigheden skal tage sig af den sindssyge, der er vigtig, da det er denne sætning, som udgør lovgrundlaget for de første danske psykiatriske hospitaler. Datidens psykiske syge blev opbevaret på anstalter sammen med den fattige pøbel, der blandt andet bestod af tiggere, vagabonder, besiddelsesløse, forbrydere, politiske afvigere, fritænkere, skøger, alkoholikere, forsømmelige familiefædre, utro hustruer, udsvævende døtre samt uduelige sønner med videre. Disse anstalter var ikke behandlingsanstalter, men ”tvangsarbejdshuse”.
Det var først i begyndelsen af 1800-tallet, at de offentlige myndigheder begyndte at vise et større ansvar på det psykiatriske område, hvilket var baggrunden for, at den psykiatriske fagdisciplin begyndte. Det var også på dette tidspunkt, at lægevidenskaben opnåede en større autoritet, når det vedrørte afsindighed, og dette var baggrunden for oprettelsen af flere psykiatriske hospitaler i Danmark. 1800-tallets psykiatriske hospitaler gik under betegnelsen ”dåreanstalter”. Tilbage i 1600-tallet og 1700-tallet var dårekister ikke selvstændige institutioner, men aflukkede rum på de i forvejen eksisterende hospitaler.
Tegning af dårekister ved Pesthuset i København fra 1738 af ukendt kunstner. Dårekister var særlige flugtsikre rum, hvor man anbragte de sindssyge, der blev anset for at være mest farlige. Det var små rum på 2,5 m2 med plads til en smal briks og et lokum i hjørnet. Der var ingen spand, men derimod et hul i muren, der ledte ud i en kanal uden for bygningen. Ellers risikerede man, at den indsatte smed med indholdet. Indespærringen i dårekister blev ikke set som en straf, men ej heller en behandling - kun opbevaring.
Foto: Københavns Stadsarkiv.
Psykiatriske hospitaler i Danmark
Det første psykiatriske hospital i Danmark var Sct. Hans, som i begyndelsen lå i København. Dette tog imod lemmer fra hele Danmark. Med tiden kom flere og flere psykiatriske hospitaler til. I 1850’erne kom Jydske Asyl ved Århus og anstalten kaldet Oringe ved Vordingborg. I 1877 kom anstalten ved Viborg, i 1888 kom anstalten ved Middelfart og i 1915 kom anstalten ved Nykøbing Sjælland. Ifølge læge Christian Geills, så kunne grundtanken bag datidens psykiatri lyde således: ”Sindssygdom er altid en sygdom i hjernen, paa samme maade som Lungebetændelse er Sygdom i Lungen”. Den tids læger insisterede på, at sindssygdom måtte være en sygdom præcis ligesom somatiske sygdomme, og dette ansås for betydeligt for psykiatrien, da den så kom til at minde mere om de andre lægevidenskabelige specialer, hvor der kunne arbejdes med sygdomme, som formåede at årsagsforklares, klassificeres og behandles.
Københavns Kommunehospitals 6te afdeling dannede i slutningen af 1890’erne ramme om det første psykiatriske oprør i Danmark, hvilket bl.a. var en personlig fejde mellem to højt begavede mennesker – nemlig Amalie Skram på den ene side og overlæge og professor Knud Pontoppidan på den anden. De havde hver deres holdning til lægernes magt over patienterne. De udgav begge bøger, som berettede om deres holdning til emnet.
I 1895 udgav Amalie Skram romanerne ”Professor Hieronimus” og ”På St. Jørgen”, og i 1897 udgav Knud Pontoppidan bogen ”6te Afdelings Jammersminde”. Denne fejde var et sammenstød mellem to nye magtfaktorer i samfundet. Amalie Skram stod på borgernes side, og Knud Pontoppidan stod på den nye anstaltspsykiatris side. Den nye anstaltspsykiatri byggede på overlægens store videnskabelige autoritet, og det skulle være hans afgørelse alene, der besluttede om en patient var utilregnelig eller psykisk syg. Det var også ham, der skulle bestemme behovet for et ordnet – om end strengt – reglement.
Grunden til, at Amalie Skrams to romaner hurtigt blev så populære, skyldtes den i forvejen eksisterende offentlige debat og kritik omkring datidens syn på psykiatrien og specielt forholdene på 6te afdeling. Denne debat og kritik var startet i 1894 med udgangspunkt i en række tvangsindlæggelser. I 1890’ernes København begyndte der en antipsykiatrisk protestbevægelse grundet de mere eller mindre vilkårlige tvangsindlæggelser samt tvangstilbageholdelser på blandt andet Københavns Kommunehospitals 6te afdeling. Overlægen dette sted var på daværende tidspunkt professor Knud Pontoppidan, og meget af kritikken i denne debat blev rettet mod ham. Han regnes for den førende personlighed i dansk psykiatri.
Amalie Skrams bøger ”Professor Hieronimus” og ”Paa Sct. Jørgen” var med til at udbrede kritikken, som blev ført i flere af Danmarks store dagblade og psykiatriske fagpresse. Sagen om de psykiatriske overgreb blev rejst i Folketinget samt Københavns Borgerrepræsentation, hvor der blev stillet til forslag, at der skulle være en skærpet juridisk kontrol med lægerne i det danske dårevæsen. Denne debat endte blandt andet med, at Justitsministeriet udformede et cirkulære til politiet, som sagde, at tvangsindlæggelser kun måtte finde sted efter ordre fra politimesteren samt anmodning fra patientens pårørende, og der skulle også være udformet en attest fra en autoriseret læge. Knud Pontoppidan endte med at stoppe som overlæge på 6te afdeling, da han anså Amalie Skrams kritik som værende et angreb på hele psykiatrien, hvis fornemmeste opgave, ifølge Pontoppidan, var at tjene patienterne.
Sankt Hans Hospital. Forslag til opførelse af et nyt kurhus på Bistrupgård. Facade af bygningerne mod nord. 1853. Foto: Københavns Stadsarkivs Kort- og Tegningssamling.
Sct. Hans er Danmarks ældste sindssygehospital. Indtil 1860’erne hørte det under Fattigdirektionen. I dag hører det under Københavns Kommunehospital. I begyndelsen blev både de fattige og sindssyge indlagt her.
Fra omkring 1620’erne var det et såkaldt pesthus, der også fungerede som dårekiste i København, hvor lokalerne var uvedligeholdte, forplejningen var dårlig, og hospitalet var ofte overbelagt. I 1807 blev det daværende Sct. Hans skudt i sænk i forbindelse med bombardementet af København, hvilket medførte, at det flyttede fra ”Ladegaarden” i København til Bidstrupgaard ved Roskilde, hvor det åbnede i 1808. Efter flere ombygninger bestod hospitalet af en fattig- og arbejdsanstalt. Dette var med datidens øjne et moderne hospital, som blev administreret efter nymodens principper.
I 1851 besluttede Københavns Kommune, at der skulle opføres et kurhus med plads til 120 patienter ved hospitalet, der så skulle ændres til plejeanstalt for 300 uhelbredelige sindssyge. De ikke-sindssyge patienter skulle ikke længere være indlagt på Sct. Hans.
Københavns Kommunehospitals 6te afdeling
Grundet den store koleraepidemi i 1853 var der blevet behov for et nyt og moderne hospital i København, hvilket er baggrunden for opførelsen af Københavns Kommunehospital, som åbnede den 19. september 1863. På daværende tidspunkt bestod det af fire medicinske afdelinger. En af disse afdelinger havde en underafdeling, som tog sig af de akutte indlæggelser af delirister, voldsomme og maniske patienter. Disse patienter blev ofte fulgt til hospitalet af politiet. I 1875 blev denne underafdeling ændret til 6te afdeling, der skulle varetage de patienter, som blev indlagt med nerve- eller sindssygdomme, og der blev på dette tidspunkt indrettet en kælder under 6te afdeling for de larmende delirister.
Patienterne boede i celler, som var små, tarvelige og fængselsagtige. De havde små højtsiddende vinduer med gitter for. Korridorerne fungerede som opholdsstuer, men de blev dog hurtigt fyldt med senge, grundet overbelægningen. Behandlingen bestod på dette tidspunkt mest af indespærring og brug af spændetrøje. I 1886-1887 blev 6te afdeling udvidet, men forholdene blev dog først forbedret, da professor Knud Pontoppidan blev ansat som overlæge i 1887, da han indførte open door-princippet, hvilket gik ud på, at patienterne blev konstant overvåget og ikke spærret inde. Isolation blev nu kun benyttet i nødstilfælde, og spændetrøjen blev helt afskaffet.
Langvarigt sengeleje begyndte at blive anvendt som terapeutisk middel, og de nyopdagede beroligende medikamenter, så som koral blev taget i brug. 6te afdeling led dog stadig under overbelægningen, men den fremstod nu som en fuldt moderne psykiatrisk hospitalsafdeling.
Knud Pontoppidan, 1853-1916, dansk psykiater og retsmediciner. Foto: Joh. Christensen. Det Kongelige Bibliotek / Creative Commons BY-NC-ND.
Livet som patient på et psykiatrisk hospital i slutningen af 1800-tallet
Når det kommer til, hvordan overlægerne behandlede datidens patienter på de psykiatriske hospitaler, så beskriver Amalie Skram overlæge Hieronimus’ behandling af romanens hovedperson Else Kant med følgende citat:
”Som en gammeldags Skolemester, der ved Prygl og raa Behandling søger at tugte og knægte de oprørske og uvorne Disciple – saadan havde han behandlet hende.”
(Skram, Amalie: Professor Hieronimus, s.198, set i: Skram, Amalie: Samlede værker. Gyldendalske Boghandel. Nordisk forlag. 1906)
Altså stod datidens psykiatriske patienter blandt de nederste på samfundets bund. Da Else Kant i begyndelsen af ”Paa St. Jørgen” er på vej fra 6te afdeling til St. Jørgen, så beskrives hendes situation med følgende citat:
”I samme kasus? Nej, det var netop det, hun ikke var. For dem, som Politiet tog sig af, gives der Lov og Ret: Forhør, Frikjendelse eller Domfældelse. Men for hende? – Hun tilhørte nu en Kaste, som Samfundet ikke regned med”. (Skram, Amalie: Paa St. Jørgen, s.239, set i: Skram, Amalie: Samlede værker. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. 1906)
På dette tidspunkt valgte samfundet oftest at gemme de sindssyge væk på anstalter – præcis ligesom man havde gjort med bl.a. de fattige, spedalske og pestramte. Ingen af disse personer havde basale borgerrettigheder, da de på dette tidspunkt ikke blev anset som værende borgere.
Amalie Skram stiller på et tidspunkt i slutningen af ”Paa St. Jørgen” følgende spørgsmål:
”Hvis Overlægen selv var bleven puttet i et Galehus, og mod sin vilje var bleven holdt indespærret paa ubestemt tid, mon han saa ikke ogsaa vilde vært mindre elskværdig og omgjængelig, end naar han gik fri og frank omkring?” (Skram, Amalie: Paa St. Jørgen, s.416, set i: Skram, Amalie: Samlede værker. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. 1906).
Amalie Skram var ikke bange for at kritisere det offentlige systems behandling af de sindssyge, og hun blev derfor gennem hendes bøger en fortaler for de sindssyges rettigheder. Et syn, der mødte modstand i hendes samtid fra højtstående magter, såsom Knud Pontoppidan, men der med tiden skulle blive mere og mere forankret i vores samfund.
Forslag til videre læsning:
Kelstrup, A. 1983: Galskab, Psykiatri, Galebevægelse – en skitse af galskabens og psykiatriens historie. København: Amalie – Galebevægelsens blad.
Krag, J. V. 2008: Psykiatriens historie i Danmark. København: Hans Reitzels Forlag, s.14.
Lyhne, V. 1981: Eksperimentere som en gal - Psykiatriens sidste krise. 1. udg. Modtryk.
Pontoppidan, K. 1897: 6te afdelings jammersminde. 3. udg.
Skram, A. 1905-07: Samlede værker. Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag (O. C. Olsen & Co.), bind 6.
Om forfatteren
Herle Margrethe er uddannet cand.mag. i kulturhistorie fra Aarhus Universitet (2020) efter at have skrevet speciale om argumentationsformerne brugt i den offentlige debat op til indførelsen af den kvindelige valgret med grundlovsændringen 1915. Hendes faglige interesseområder er alt fra den franske reformation og op til nutidens tv-kultur. Hun har sin egen kvindehistoriske blog, hvor hun er med til at skrive glemte kvinder ind i historien - https://danskkvindehistorie.blogspot.com/